Ny skoleleder på Gørlev Skole

Den 19. februar kommer der et nyt ansigt på skolelederkontoret på Gørlev Skole.

Ny skoleleder på Gørlev Skole
Rene Bojsen er ny skoleleder på Gørlev Skole.

kontakt@tv.kalundborg.dk

Den 19. februar kommer der et nyt ansigt på skolelederkontoret på Gørlev Skole, når Rene Bojsen, 53 år, har første arbejdsdag på skolen. Han kommer fra en stilling som skoleleder på St. Merløse Skole, Ugerløse Skole og Stestrup Skole i Holbæk Kommune.

Inden da har han udfyldt en række ledende stillinger på såvel skoler som i SFO’er. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse fredag.

Så det er en rutineret leder, der snart har første arbejdsdag som skoleleder i Gørlev.

”Jeg er en skoleleder, som sætter dannelse til uddannelse øverst i min tilgang til at gøre folkeskolen endnu mere attraktiv. Dannelse er et central begreb i skoler og dagtilbud – og dermed et godt udgangspunkt for et sammenhængende børneliv, og samarbejdet med dagtilbudsområdet. I fællesskab skal vi fastholde og udvikle Gørlev Skole, som skaber af rammerne for nysgerrige, trygge og ikke mindst livsduelige børn – det er essentielle forudsætninger for deres videre færd, i den verden der venter på den anden side af skolen. Her er et tæt samarbejde med skolebestyrelsen, de lokale foreninger og øvrige interessenter i lokalområdet et vigtigt parameter for udviklingen af ”vores fælles børn”,” siger Rene Bojsen

Direktør for Børn- og Ungeområdet i Kalundborg Kommune, Michael Gravesen, glæder sig til samarbejdet med den ny leder på Gørlev Skole.

”René er en erfaren leder med et spændende helhedssyn på, hvordan samspillet mellem alle de dele som en skole består af, skal være med til at skabe hele børn. Han har desuden både den praktiske og den teoretiske del af ledelsesgrundlaget under vesten,” siger han

Når Rene Bojsen er privat bor han i Solrød Strand. Formen holdes ved lige ved at spille fodbold og dyrke duathlon.

Del