Ny restaurant åbner i Kalundborg til efteråret

”Det bliver et godt alternativ til det som findes i området i forvejen. Det bliver ikke en gourmetrestaurant, men god mad af gode råvarer."

Ny restaurant åbner i Kalundborg til efteråret
Anders Nielsen midt i de lokaler som skal blive til Restaurant Le Smil til efteråret. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En helt ny restaurant slår dørene op i Kordilgade omkring 1. oktober. Navnet bliver La Smil og der satses på god mad af de bedste råvarer.

Tilbage i sommeren 2021 åbnede Anders Nielsen, Kalundborg og Lars Christensen Holbæk, det topmoderne Padel-Center, Padel-fun4all i Kalundborg.

Nu er makkerparret klar med endnu et spændende projekt, nemlig en helt ny restaurant i Kordilgade, nærmere bestemt i de lokaler som i mange år husede Taskepigen og senest en indisk restaurant.

”Udlejer har lovet at vi kan overtage lokalet omkring 1. september og så rykker vi ind med vores inventar og køkken, så planen er, at vi kan åbne omkring 1. oktober,” fortæller Anders Nielsen.

Men inden Anders Nielsen og Lars Christensen kan overtage lokalerne skal der en større ombygning til, alt skal endevendes, der skal laves helt nye installationer til både vand, varme og el. Der skal bygges toiletter og der bliver sat helt nye vinduer i facaden, som kan åbnes helt så restaurant og udeservering går i ét i sommermånederne og i baggården bliver der bygget en stor træterrasse.

”Det bliver et godt alternativ til det som findes i området i forvejen. Det bliver ikke en gourmetrestaurant, men god mad af gode råvarer. Vi vil gerne hæve niveauet til mere end bare en god bøf, en sandwich eller en burger. Det kan være noget jomfruhummer eller en lækker tapas som når man går på en tapas restaurant i Barcelona i Spanien hvor man får noget sortfodsskinke, nogle store lækre rejer og nogle forskellige stykker lækkert oksekød på små serveringer, bare lækre råvarer,” fortæller Anders Nielsen, og fortsætter, ”Den nye restaurant skal ikke kun være mad, fredag lørdag vil der være en  DJ, så i stedet for at gå hjem når man har spist kan man blive hængende til en cocktail eller et godt glas vin, det synes jeg selv mangler her i byen og det er jeg sikker på der er kunder til i Kalundborg. Vi vil gerne skabe en god oplevelse for kunderne.

La Smil

Den nye restaurant liger midt i centrum af Kalundborg får navnet La Smil.

Historien om navnet kommer egentlig fra en aften, hvor vi sad hos gode venner og luftede ideen om en ny restaurant. Min kammerat skrev så efterfølgende til mig, at den da skulle hedde La Smil, for det betyder smilet på italiensk og jeg har to døtre som hedder Laura og Smilla, så det synes jeg da var en god ide. Jeg har så efterfølgende fundet ud af, at La Smil ikke betyder noget som helst på noget verdenssprog, men derfor kommer den alligevel til at hedde La Smil,” siger Anders Nielsen.

Pop-up restaurant i byfesten

Selv om Anders Nielsen og Lars Christensen først kan åbne deres nye restaurant til efteråret, arbejder de med en form for pop-up restaurant i forbindelse med byfesten i uge 30, men det vender de tilbage til meget snart, oplyser makkerparret.

Det er også Anders Nielsen som står bag den nyåbnede Penselstrøg Krea Café i Kordilgade.

Del