Ny legeplads og rekreativt område klar til august
Med Den Grønne Oase etableres et område, som fremmer både den fysiske og mentale trivsel i lokalsamfundet.

Af Jens Nielsen
Svebølle Lokalråd er tog mandag sidst på eftermiddagen første spadestik til en helt ny legeplads og rekreativt område med fokus på biodiversitet.
Mandag blev der taget det første spadestik til Den Grønne Oase ved Berberisvej i Svebølle, et rekreativt område og legeplads. Den Grønne Oase tilbyder ikke kun børn en sjov og lærerig legeplads, men skaber også et grønt område, der indbyder til ophold for alle aldre, og som fremmer biodiversiteten i lokalområdet. Den Grønne Oase, bliver et vigtigt frirum for både børn og voksne i Svebølle.
Det første spadestik blev taget af kommunalbestyrelsesmedlem Nikolaj Vad (S) fra Svebølle, i øvrigt første gang han påtog sig den rolle.
”Det vi skal i dag er at tage det første spadestik til den grønne oase og jeg er glad for at i er så mange der er mødt op. For mig er det noget specielt, det er det første første spadestik jeg nogensinde har taget, så jeg har glædet mig helt vildt,” sagde Nikolaj Vad, og fortsatte, ”Jeg tror det bliver fantastisk, I får insekthoteller, en svævebane, et område der er for alle aldre kombineret med plads til biodiversitet, buske og blomster, jeg synes det er ret fantastisk og jeg vil gerne takke de mange frivillige der har sørget for, at det her kan lade sig gøre."
Med Den Grønne Oase etableres et område, som fremmer både den fysiske og mentale trivsel i lokalsamfundet. Det er et initiativ, der understøtter både lokale beboeres sundhed og naturens mangfoldighed.
Den Grønne Oase er finansieret af 700.000 kr. fra Kalundborg Kommunes Få-Det-Fikset pulje, 1 mio. kr. fra Nordea-fonden, 350.000 kr. fra Friluftsrådet og 564.000 kr. fra More Play puljen.
Den officielle åbning af legepladsen er planlagt til midt i august.