Ny lærings- og legeplads på Tømmerup Skole

Tirsdag morgen markerede man åbningen på skolens lærings- og legeplads, der netop er blevet færdig.

Ny lærings- og legeplads på Tømmerup Skole
I går morges blev snoren til skolens nye udendørs hængekøjer og edderkopgynger, der både skal bruges i frikvarteret og i undervisningen, klippet. Foto: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I går morges blev snoren til skolens nye udendørs hængekøjer og edderkopgynger, der både skal bruges i frikvarteret og i undervisningen, klippet.

Tirsdag morgen klippede tidligere elevrådsformand Ella Andersen og skoleleder Mette Møhncke snoren, og markerede dermed åbningen på skolens lærings- og legeplads, der netop er blevet færdig. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.

Hængekøjer og edderkopgynger

Under træerne på skolens store grønne område står nu tre udendørs hængekøjer og tre edderkopgynger klar til brug. Klar til brug i både frikvartererne og i undervisningen, forklarer Heidi Thygesen, der er dansklærer på skolen.

Idéen med vores nye hængekøjer og gynger er at skabe en læringsplads, hvor vi f.eks. kan ligge og fordybe os i en bog. På den måde kan vi have undervisning i et andet miljø end klassen, og det er godt. Både fordi eleverne bevæger sig, når de er herude, men også fordi man kan fordybe sig i stoffet på en anden måde, når man er et andet sted, end i sin klasse,” fortæller hun.

Den nye mulighed for udendørs fordybelse er også vigtig, når skolens elever arbejder med projektbaseret læring, fortæller dansklæreren: ”Når vi har perioder med projektbaseret læring, hvor eleverne arbejder i grupper, er det også godt, at vi har steder udenfor, hvor eleverne kan arbejde med projekterne – og måske blive inspireret på nye måder.”

Elevernes idé

Idéen til netop hængekøjer og edderkopgynger kom fra eleverne selv, fortæller Ella Andersen, der var elevrådsformand, da beslutningen om de nye redskaber skulle tages.

Det er vigtigt, at der er noget sjovt for alle elever – uanset alder – at lave i frikvartererne. Så vi havde i elevrådet talt om, hvad vi kunne gøre for at gøre frikvartererne bedre for alle på skolen, og vi fik rigtig mange gode forslag. Men da vi havde stemt om det i elevrådet, var det altså de her nye hængekøjer og gynger, der vandt,” fortæller hun.

Heidi Thygesen er glad for, at forslaget vandt afstemningen, og hun ser flere gevinster ved de nye redskaber: ”Allerede i det første frikvarter så vi børnene finde sammen på nye måder, og vi er sikre på, at redskaberne giver både vores store og små elever muligheder for at hygge sig og lege nye lege sammen,”, siger hun og afslutter: ”Lokalområdet bruger også skolen, når eleverne er gået hjem, og derfor er det rart, at vi som skole kan tilbyde vores legeplads som et godt og rart sted for byens børn at være og lege.”

Del