Ny læreruddannelse skal afhjælpe lærermangel i Kalundborg

Initiativet skal bidrage til at løse lærermanglen i området og sikre flere uddannede lærere i folkeskolerne.

Ny læreruddannelse skal afhjælpe lærermangel i Kalundborg
Kalundborg Kommune er blandt de kommuner, der nu går sammen med Professionshøjskolen Absalon om at etablere en skolebaseret læreruddannelse med opstart i august 2026.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Skolebaseret uddannelse giver mulighed for at uddanne sig lokalt og arbejde i folkeskolen samtidig.

Kalundborg Kommune er blandt de kommuner, der nu går sammen med Professionshøjskolen Absalon om at etablere en skolebaseret læreruddannelse med opstart i august 2026. Uddannelsen får base i Holbæk og skal gøre det muligt at uddanne sig til lærer, samtidig med at man er ansat på en folkeskole i kommunen.

Initiativet skal bidrage til at løse lærermanglen i området og sikre flere uddannede lærere i folkeskolerne. En undersøgelse fra AE i samarbejde med Danmarks Lærerforening fra 2023 viser, at 30 procent af lærerne i Kalundborg Kommune ikke har en læreruddannelse.

Uddannelse og job i kombination

Den skolebaserede læreruddannelse er en fuldtidsuddannelse på fire år og kombinerer teoretisk undervisning med praktisk erfaring på en skole – ligesom den ordinære læreruddannelse. De studerende er ansat i en 1/3-stilling to dage om ugen på en folkeskole i en af de deltagende kommuner, mens de øvrige dage bruges på undervisning, studier og online fag.

Undervisningen samles til grundfagene på HUSC i Holbæk, mens undervisningsfagene læses som e-læring via Absalon i Roskilde. Skolerne stiller mentor- og vejlederfunktioner til rådighed, og Absalon bidrager med undervisere og faglig vejledning gennem hele uddannelsen.

Kommunerne forpligter sig til uddannelsesstillinger

Kalundborg Kommune har sammen med Holbæk, Lejre og Odsherred Kommune indgået en samarbejdsaftale med Absalon. Kommunerne forpligter sig til samlet at udbyde 20 uddannelsesstillinger årligt i perioden 2026–2029.

For at blive optaget skal man både være optaget på læreruddannelsen og have en ansættelse på en folkeskole i kommunen. Uddannelsen søges via Den Koordinerede Tilmelding (KOT) på optagelse.dk, mens uddannelsesstillingerne slås op lokalt forud for studiestart.

Fokus på stabile læringsmiljøer

I Kalundborg Kommune bliver den skolebaserede læreruddannelse set som et vigtigt skridt mod at sikre fagligt stærke og stabile læringsmiljøer for kommunens børn.

”Som Børn- og Familieudvalg er vi optagede af, at alle børn i Kalundborg Kommune møder fagligt stærke og uddannede lærere i stabile læringsmiljøer. Den skolebaserede læreruddannelse er et vigtigt og konkret skridt i den retning. Vi skaber en langsigtet løsning på rekrutteringsudfordringen ved at gøre det muligt at uddanne sig og arbejde lokalt fra dag ét. Det er en investering i både kvaliteten i undervisningen og i bosætning og udvikling i vores kommune,” siger Cathrine Sinding, formand for Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune.

SU og løn under uddannelsen

De studerende modtager SU under uddannelsen og får samtidig løn for deres arbejde i 1/3-stillingen på skolen. Dermed kombineres studier og arbejde inden for gældende regler og med både økonomisk tryghed og praksiserfaring.

For interesserede afholdes der Åbent Hus den 24. februar kl. 17.00–19.00 på HUSC i Holbæk, hvor man kan få mere information om den skolebaserede læreruddannelse.

Del