Ny krea café slår dørene op 2. maj

Penselstrøg Krea Café – det nye sted i hjertet af Kalundborg for kreative sjæle og folk, der ønsker kvalitetstid sammen med venner, børn, kolleger og familien.

Ny krea café slår dørene op 2. maj
Anders Nielsen er klar til at slå dørene op til Penselstrøg Krea Café den 2. maj. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen
Flere steder i landet er der dukket krea-caféer op de seneste år og nu får Kalundborg også en krea-café. Den 2. maj åbner Penselstrøg Krea Café på Kordilgade 5 i Kalundborg.

"Penselstrøg Krea Café – det nye sted i hjertet af Kalundborg for kreative sjæle og folk, der ønsker kvalitetstid sammen med venner, børn, kolleger og familien."

Sådan står der på hjemmesiden for Penselstrøg Krea Café, et helt nyt tiltag i gågaden. Det er Anders Nielsen, som også står bag Padelfun4all i Kalundborg, der er manden bag det nye kreative tiltag.

Hos Penselstrøg Krea Café kan der males på både kopper og krus, tallerkner og fade, vaser og kander, skåle og lysestager. Det kræver ingen forkundskaber –teamet af kreative folk, hjælper med ideer, farvevalg og teknikker.

Når man er færdig med sine kreative evner, afleveres tingene til personalet som så sørger for at det bliver brændt i den store keramikovn som er installeret i bagbutikken.

”Målgruppen til det her er meget bred, det er forældre og bedsteforældre som vil lave noget kreativt sammen med børnene, det er pensionister som skal hygge sammen, det er veninder, polterabend, babyshowers, kærestedage, børnefødselsdage, det er også ideelt til teambuilding for mindre grupper i virksomheden, der er et stort potentiale,” fortæller Anders Nielsen, og fortsætter,

”Vi kommer også til at afvikle noget strikkebanko hvor man spiller banko samtidig med at man kan sidde og strikke, det er også populært andre steder."

Hjemmekit

Ønsker du at bruge længere tid og male hjemme i stedet, så er dette også muligt!
Hent dit kit i butikken og kom retur, når mesterværket er færdigt. Så glaserer og brænder Penselstrøg Krea Café keramikken for dig.

Teamet hos Penselstrøg Krea Café står også klar med en kop lækker kaffe, lidt økologiske drikke og lidt til den søde tand. Penselstrøg Krea Café har åbent: Mandag 12-18, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, 11-18. lørdag 10-18 og søndag 10-16.

Der er allerede mulighed for at booke en plads på den nye krea café, klik her

Del