Ny inspektionsenhed skal sikre ordnede forhold for udenlandske arbejdere

Omstridt firma er nu helt ude af den store Novo Nordisk byggeplads

Ny inspektionsenhed skal sikre ordnede forhold for udenlandske arbejdere
Michael Hallgren, produktionsdirektør ved Novo Nordisk i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Efter en række artikler om udnyttelse af udenlandske bygningsarbejdere på Novo Nordisk byggepladsen i Kalundborg indføres nu en ny inspektionsenhed der bl.a. skal sikre at medarbejderne bor under ordnede forhold.

I en række artikler har Ekstra Bladet tidligere beskrevet hvordan udenlandske bygningsarbejdere, der var blevet hentet til Danmark af virksomheden Enter Group og det forbundne selskab ISO Group, for bl.a. at arbejde på det store Novo Nordisk byggeri i Kalundborg, er blevet snydt for løn og pension, ligesom bygningsarbejderne levede under kummerlige forhold til en meget dyr husleje.

Isoleringsfirmaet Norisol var et af de firmaer som havde indgået en aftale med firmaet og i november 2024 måtte Norisol indgå et millionforlig med 3F, fordi man anerkendte, at en stor gruppe arbejdere fra Sydamerika var blevet snydt for løn og pension af Enter Group. 

Siden har Norisol opsagt samarbejdet med Enter Group og mindst et firma mere har haft medarbejdere ansat fra Enter Group på Novo Nordisk byggepladsen, det firma har også opsagt samarbejdsaftalen og Enter Group er helt ude af den store byggeplads i Kalundborg i følge Novo Nordisk.

”Der sker det, at når en af vores underleverandører har opsagt en kontrakt med deres underleverandør så bliver adgangskortet til byggepladsen blokeret så medarbejderne ikke har adgang,” fortæller Michael Hallgren, produktionsdirektør ved Novo Nordisk i Kalundborg.

Sagen med de mange udenlandske bygningsarbejdere har fået Novo Nordisk til at stramme reglerne endnu mere op og der er nu indført en ny inspektionsenhed som skal kontrollere både hvordan de udenlandske medarbejdere bor, men også løn og pensionsforhold.

”Det nye er, at vi er i fuld gang med at etablere en inspektionsenhed som får til opgave at kontrollere vores underleverandører og deres underleverandører, og en del af den kontrol består i, at se hvordan de udenlandske arbejdere bor, tjekke deres lønsedler og deres pensionsforhold. Egentligt er det ikke vores ansvar, det er vores underleverandørers, men vi tager et endnu større ansvar og det gør vi så i samarbejde med fagbevægelsen, som vi hele tiden er i løbende dialog med for, at alle kan blive bedre,” fortæller Michael Hallgren.

Novo Nordisk har også skærpet kravet i deres kontrakter sådan, at virksomheder, der skal arbejde for Novo Nordisk, skal indgå overenskomst med fagbevægelsen. Der er også indført en form for sanktionsmuligheder hvor firmaet kan få en bøde hvis der ikke leves op til kravene og i værste fald, kan firmaet blive slettet fra positivlisten og kan efterfølgende ikke arbejde for Novo Nordisk.

Fagbevægelsen har også fået stillet en mødepavillon til rådighed hvor en hvilken som helst medarbejder kan møde en repræsentant fra fagbevægelsen.

Del