Ny i kommunalbestyrelsen: Mød Peter Nielsen
På TV-Kalundborg vil vi de kommende dage præsentere de 10 nye medlemmer af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune. De er alle kommet på kommunens hjemmesiden, men her kan du læse lidt mere om, hvem de er. Mød Peter Nielsen fra Liberal Alliance.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Hvilket parti er du valgt ind for:
Liberal Alliance
Hvor mange stemmer fik du:
Jeg fik 220 personlige stemmer.
Hvilket udvalg er du med i:
Teknik og Miljø udvalget. Desuden er jeg kommet med i bestyrelsen i Kalundborg forsyning, i Trafik og Kørselsudvalget og i Landliggerudvalget.
Hvad er dine tanker om arbejdet i udvalget?
Jeg er rigtig glad for at være kommet i Teknik og Miljøudvalget. Det er et område som jeg altid har haft stor berøring med igennem min opvækst og mit arbejdsliv. Jeg vil meget gerne ind og være med til at sætte fokus på at vi får vedligeholdt og serviceret alle vores bygninger, veje, stier mm. langt bedre og kommer på forkant med alle de opgaver vi har ansvar for. Kalundborg Forsynings bestyrelse bliver spændende at arbejde med og er også et område der ligger tæt op af teknik og miljøudvalget.
Hvad er dine forudsætninger for at være med i udvalget?
Min forudsætning for at komme med i Teknik og miljøudvalget er en naturlig del fra min opvækst og mit arbejdsliv. Jeg er opvokset på en gård hvor vi altid har været med i alle gøremål. Har også i en periode på 9 år sideløbende med mit erhverv, drevet landbrug. Det giver en stor indsigt i hvordan man i praksis har et samspil imellem naturen, dyrene og det omskiftelige vejr og hvordan man altid skal være klar til at udføre opgaverne på rette tidspunkt, da det er den vigtigste faktor for at få gode resultater.
Jeg er uddannet Landbrugsmaskinmekaniker og har arbejdet som sådan i 36 år. Fra 1996 som selvstændig. Gennem mit arbejde har jeg kendskab til store og komplekse maskiner, hvor mange af disse bruges rundt om i det tekniske område. Jeg er vant til at sætte mig ind i nye processer og funktioner og ved hvor meget det betyder med rettidig omhu og at være på forkant med planlægning og vedligeholdelse.
Har du en mærkesag inden for området?
Rettidig omhu, vedligeholdelse og service.
Vi har med et område at gøre der har været meget forsømt igennem rigtig mange år og vi bliver nødt til at sætte fokus på at få tilført midler til området. Det står klart for alle at vi ikke kan blive ved med at skubbe opgaverne.
Så selv om det er sjovere at bygge nyt og klippe snore over er vi nødt til at få styr på vedligeholdelse og service af stort set alle anlæg i kommunen det være sig vores bygningsmasse der trænger rigtigt meget til at blive opgraderet, rigtig mange af vores veje og stier er så misligholdte at vi ikke kan være det bekendt og så er der vores grønne områder, åer og vandløb der også skal plejes. Det bliver alle områder vi skal taget fat på.
Alder:
52 År
Bopæl-by:
Vinde Helsinge
Hvad dit civile arbejde:
Selvstændig landbrugsmaskinmekaniker