Ny flot grill i havneparken er udført af lærlinge og er en gave fra Novozymes

Novozymes har planer om, at elev- og lærlingedag i havneparken skal blive et årligt tilbagevendende event.

Ny flot grill i havneparken er udført af lærlinge og er en gave fra Novozymes
Dagens højdepunkt var helt klart afsløringen af en ny stor flot grill som nu er stillet op i havneparken til fælles brug. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Novozymes havde lørdag inviteret til elev- og lærlingedag i havneparken, samtidig blev en helt ny stor grill afsløret, som er en gave fra Novozymes, der er udført af lærlinge i firmaet. 

Til lørdagens event kunne man blandt andet møde nogle af Novozymes elever, lærlinge og færdiguddannede – og høre mere om hverdagen, uddannelsen og jobmulighederne som elektriker, smed og procesoperatør. 

Dagens højdepunkt var helt klart afsløringen af en ny stor flot grill som nu er stillet op i havneparken til fælles brug. Den store grill er en gave fra Novozymes og det flotte håndværksarbejde er designet og udført af smedelærlinge fra Novozymes, bl.a. Rune Stevns, som fortæller, at han var været med til at designe grillen og efterfølgende har han tegnet den i 3D inden det gedigne arbejde i rustfrit stål er udført på værkstedet.

Det var Jesper Haugaard, Vice President hos Novozymes i Kalundborg, som i en strid blæst, tak presenningen af den nye grill, som med det samme blev taget i brug, der var nemlig grillpølser til alle interesserede i samarbejde med Havnegrillen.

”Vi har glædet os til at møde ungdommen her i dag og fortælle om de uddannelser vi har hos Novozymes, så har du en smed, elektriker eller procesoperatør gemt i maven så håber vi, at du vil blive inspireret til måske at blive lærling hos Novozymes her i Kalundborg,” sagde Jesper Haugaard i sin velkomst og fortsatte, ”Vores lærlinge er superstolte og glade over, at kunne give den her gave til Kalundborg Havnepark. Grillen har indbygget solceller og der er LED lys så den kan bruges når det er mørkt.”

Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, modtog gaven på kommunens vegne og glædede sig over det flotte arbejde som lærlingene har udført.

Novozymes har planer om, at elev- og lærlingedag i havneparken skal blive et årligt tilbagevendende event.

Vi vil gerne gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed den første lørdag i juli og måske er der andre virksomheder som vil være med, for der er meget brug for, at vi får udlært nogle flere håndværkere her i Kalundborg, og derfor er vi nødt til at hylde det gode håndværk,” fortæller Pernille Hartmann Labusz, site management coordinator hos Novozymes.

En af de 50 lærlinge hos Novozymes er Rune Stevns, som er i lære som smed, og det har han ikke fortrudt.

”Man får virkeligt lov til at tænke selv og der er masser af udfordringer og vi løser en række opgaver sammen med fx elektrikerne, så på den måde får vi set flere sider af forskellige fag, så en god arbejdsplads med meget frihed til at lære, det kan jeg varmt anbefale,” fortæller Rune Stevns, smedelærling hos Novozymes.

Del