Ny butik med undertøj åbner på fredag

Der er også blevet plads til et lille hjørne, hvor herrerne kan blive parkeret.

Ny butik med undertøj åbner på fredag
Der arbejdes på højtryk for at blive færdig til på fredag hvor Love Lingeri åbner deres nye butik. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag d. 10. maj kl. 10 slår Love Lingeri dørene op for en helt ny butik på Bredgade 51 i Kalundborg. Håndværkerne arbejder på højtryk og der er travlhed med at få hængt varer på plads.

Der er undertøj, tøjstativer, bøjler og kasser alle vegne. Det kan måske godt se lidt kaotisk ud, men alle kræfter er sat ind så Love Lingeri fredag d. 10. maj kan åbne dørene for deres fysiske butik i Bredgade 51.

Det er ca. syv år siden, at Heidi Seibæk og Brian Jensen åbnede Love Lingeri som en webshop og siden er det gået rigtigt stærkt.

Interessen for deres varer er steget støt og flere lokale efterspurgte en fysisk butik hvor undertøjet kunne ses og mærkes.

Det fik parret til at bygge en stor garage om på privatadressen i Raklev, og indrette som forretningslokale. Her åbnede Love Lingeri deres butik 1. december sidste år, men kun få måneder senere er lokalerne for små.

Derfor bliver alle aktiviteter nu samlet på Bredgade 51, hvor tøjbutikken Tekstur tidligere havde til huse og det glæder parret sig til.

”Der har været stor interesse for vores nye butik, vi møder rigtigt mange som glæder sig til vi åbner,” fortæller Brian Jensen.

Ud over undertøj i mange forskellige farver, faconer og størrelser bliver der også plads til en række sommerkjoler og flotte selskabssko i den nye butik.

Der er også blevet plads til et lille hjørne, hvor herrerne kan blive parkeret.

”Vi har også lavet et lille hjørne hvor herrerne kan sidde og nyde et lille glas mens kvinderne går rundt og bruger deres dankort,” griner Heidi Seibæk.

I forbindelse med åbningen fredag d. 10. maj bydes der på et glas bobler og der er en goodiebag til de 30 første kunder og masser af gode åbningstilbud.

Love Lingeri har åbent fra mandag til torsdag kl. 10-17, fredag kl. 10-17.30 og lørdag kl. 10-14

Del