Ny Borgerrådgiver til Kalundborg Kommune
Den nye borgerrådgiver tiltræder stillingen som borgerrådgiver 1. marts 2025
![Ny Borgerrådgiver til Kalundborg Kommune](/media/pknezjts/ra-dhus_set_fra_ka-strupvej2-kopi.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
Kalundborg Kommune har ansat en ny borgerrådgiver pr. 1. marts 2025. Det oplyser Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det bliver Camilla Sabroe Jydebjerg, der fremover kommer til at udfylde rollen som borgerrådgiver i Kalundborg Kommune.
Camilla kommer fra jobbet som borgerrådgiver i Herlev Kommune. I de seneste 20 år af hendes professionelle virke har omdrejningspunktet været jura på det kommunale område. Og hun glæder sig til at trække i arbejdstøjet i Kalundborg Kommune.
” Som borgerrådgiver arbejder jeg i krydsfeltet mellem borger og forvaltning. Jeg samarbejder med borgerne, med alle kommunens forvaltninger, og jeg har møder med såvel direktion som kommunalbestyrelse. Det betyder, at jeg er i stand til at forstå og forklare en sag juridisk fra flere perspektiver og med forskellige hensyn for øje. Jeg er vant til at formidle, så det kan forstås, og jeg sætter en ære i at kunne oversætte det juridiske stof, så det giver mening, og så man kan finde vej i reglerne og i systemet. Jeg har en omfattende formidlingserfaring og har gennem tiden formidlet juraen både til borgere, fagprofessionelle og studerende,” siger hun.
Også i Kalundborg Kommune er der glæde over, at Camilla Sabroe Jydebjerg har takket ja til stillingen som borgerrådgiver.
”I forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret stod det jo klart, at et flertal i kommunalbestyrelsen mener, at det er vigtigt at have en borgerrådgiver. Derfor er jeg også meget glad for, at vi kan præsentere Camilla som borgerrådgiver hos os. Jeg er overbevist om, at hendes gode energi, mange års arbejde med jura på kommunale område og ikke mindst erfaringen som borgerrådgiver bliver en gevinst for både borgerne i Kalundborg Kommune og vores forvaltning,” siger Tina Beck-Nilsson, der er 1. viceborgmester og sad for bordenden i ansættelsesudvalget.
Camilla Sabroe Jydebjerg tiltræder stillingen som borgerrådgiver 1. marts 2025