Ny app gør efterårsferien til et fugleeventyr

Hvem siger pip-pip udenfor vinduet? I DOF BirdLifes nye Børnenes Fugleunivers og fuglespil kan børn spille, lytte, quizze og komme tættere på fuglene – oplagt som aktivitet i efterårsferien.

 Ny app gør efterårsferien til et fugleeventyr
I DOF BirdLifes gratis fuglespil kan børn lære 100 danske fuglearter at kende og blive inspireret til at opleve dem i virkeligheden. På den måde kan man gøre efterårsferien til et fugleeventyr. DOF BirdLife

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

DOF BirdLife er på en mission: Flere danske børn skal kende til og få glæde af det danske fugleliv og den danske natur.

Derfor lancerer DOF BirdLife nu Børnenes Fugleunivers, som blandt andet indeholder det helt nye app- og onlinespil Piplo. Ligesom de øvrige elementer i Børnenes Fugleunivers er Piplo både nytænkende og unik naturformidling i dansk sammenhæng – især på grund af den unge målgruppe.

"Piplo kan spilles overalt: hjemme i sofaen, på køreturen eller i sommerhuset. Derfor er Piplo en oplagt aktivitet til efterårsferien," siger Jacob Jensen, der er chef for DOF BirdLife's Naturafdeling, som har udviklet Piplo.

Hvis man er nysgerrig på fuglene, kan man hurtigt lære et par arter at kende i Piplo. Derefter kan man tage en tur ud i nærområdet og se, om man kan finde dem.

Der skal nemlig ikke meget viden til, før man kan opdage de mange eventyr, der gemmer sig i vores natur. I Piplo lærer man både fuglenes udseende, stemmer og levesteder at kende, så man er godt klædt på til at gå på opdagelse. På den måde er Piplo helt oplagt, hvis man leder efter aktiviteter i efterårsferien.

Del