Novo Nordisk-effekten giver stor efterspørgsel på lokaler

Mens antallet af tomme lokaler stiger i det meste af landet, er der nærmest underskud af lokaler til lager og logistik flere steder i Region Sjælland.

Novo Nordisk-effekten giver stor efterspørgsel på lokaler
Særligt i Kalundborg og 30 km væk giver Novo Nordisk-effekten stor efterspørgsel på lokaler. Arkivfoto: Jens Nielsen

kontakt@tv-kalundborg.dk

De sjællandske kommuner går mod strømmen, for mens der i hele landet bliver flere og flere ”til leje”-skilte foran lagerbygninger, logistikejendomme og produktionshaller, så er tomgangen stort set uændret i Region Sjælland.

Mens antallet af tomme lokaler stiger i det meste af landet, er der nærmest underskud af lokaler til lager og logistik flere steder i Region Sjælland. Flere steder i regionen er lagerlokaler endda ved at være en mangelvare. Det viser data fra Ejendomstorvet.dk.

”I midten af 2022 kunne vi på landsplan registrere det laveste udbud af ledige lokaler til lager og produktion i de over 20 år, vi har data for. Men siden er der blevet bygget meget nyt – og tilsyneladende mere, end virksomhederne har kunnet bruge. Derfor er udbuddet steget ni kvartaler i træk, og ligger i øjeblikket på det højeste niveau i syv år. Imidlertid er billedet anderledes i Region Sjælland: Her har udbuddet været nogenlunde konstant det seneste år, og i Vest- og Sydsjælland ligger udbuddet af lokaler, målt i procent af de samlede lokaler, nu noget under tallene for hele landet,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Vil gerne have flere lagerlokaler i Kalundborg og omegn

I øjeblikket har Ejendomstorvet.dk et udbud på 11.100 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet, heraf lidt over 1.500 ejendomme og lokaler til lager, logistik og produktion. Af dem ligger 129 i Vest- og Sydsjælland, 67 i Østsjælland og blot 15 på Lolland-Falster, hvor det store Femern-projekt har støvsuget lokalområdet for ledige lokaler.

”I dele af regionen kunne vi godt tænke os at have flere varer på hylderne. Særligt i Kalundborg og 30 km væk giver Novo Nordisk-effekten stor efterspørgsel på lokaler. Med de milliardstore byggeplaner har entreprenører og leverandører brug for plads. Byen har også en del boligbyggeri, og med anlægget af de sidste etaper af Kalundborg-motorvejen har forskellige leverandører brug for kvadratmeter i området,” siger Henrik Nikolajsen, partner og administrerende direktør for Nordicals Sjælland, og fortsætter: ”I Østsjælland tror jeg, at de tomme lokaler stille og roligt vil blive fyldt op, fordi de er indrettet meget moderne og effektivt og ligger nogenlunde tæt på København. I Nordvestsjælland rækker projekterne hos Novo Nordisk seks-otte år frem i tiden, og det vil være med til at stimulere efterspørgslen på lagerareal.”

Opgjort på kommuneniveau er der i øjeblikket blot 10 ledige lokaler i Kalundborg udbudt via Ejendomstorvet.dk.

Del