Nogle af de bedste fastelavnsboller på Sjælland
Meny Kalundborg har de seneste fire år markeret sig som stedet, hvor man finder nogle af Sjællands bedste fastelavnsboller.
![Nogle af de bedste fastelavnsboller på Sjælland](/media/robdwm5v/1000009250.jpg?width=50)
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Det er igen “fastelavnsbollesæson”, og de smukke farverige kager står i glasmontrene hos de fleste bagere landet over - således også hos Meny i Kalundborg. Men her er det ikke en tilfældig fastelavnsbolle, man sætter tænderne i, men derimod en fastelavnsbolle, der for 4. år i træk er kåret, som en af de bedste i Danmark, hvis du spørger Alt.s læsere.
Meny Kalundborg har de seneste fire år markeret sig som stedet, hvor man finder nogle af Sjællands bedste fastelavnsboller. Butikken har gjort en dyd ud af at levere smagfulde og kreative varianter, og i bagerafdelingen hos Meny Kalundborg kan man opleve et stort udvalg af fastelavnsboller. Man kan både blive fristet af de klassiske samt de mere moderne fastelavnsboller. De gammeldags fastelavnsboller, som vi kender dem - fyldt med vaniljecreme eller syltetøj, og de nyere versioner med spændende smagskombinationer.
“Vores konditorchef Marlene Skjødt Jensen er, sammen med sit team på i alt fire konditorer, meget stolt over nomineringen, og ligeså er selvfølgelig både vores bagermester, Jesper Øvad Nielsen og Michael og jeg. Det er fantastisk, at Alt.'s læsere for fjerde år i træk, er enige om, at vores fastelavnsboller er blandt Danmarks bedste,” siger købmand, Peter Egebæk.
Mange spændende varianter
Den mest kendte variant hos Meny Kalundborg bageren, er skildpadde-fastelavnsbollen, som er fyldt med skildpaddechokolade og karamelcreme – en favorit blandt mange. Derudover tilbyder Meny Kalundborg varianter med Toblerone, æble, hindbær og mange flere spændende varianter. Det kreative bagerteam arbejder endvidere løbende på nye smagsoplevelser.
Fastelavnsbollerne kan naturligvis købes i bagerafdelingen i Meny Kalundborg, men de to købmænd anbefaler også at bestille i forvejen, da fastelavnsbollerne er eftertragtede. Bestilling kan foretages ved at ringe på tlf.nr. 59 55 05 90 eller sende en mail til 0378646.bg@meny.dk