Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Søndag aften kort før kl. 21 modtog politiet en anmeldelse fra to borgere, der begge havde set et nødblus, som kunne betyde, at nogen var i havsnød og havde akut brug for hjælp.
Forsvarets redningscentral blev alarmeret af politiet, og flere patruljer kørte frem til stedet for at søge at lokalisere de personer, der havde brug for hjælp. En drone blev sat i luften for at finde frem til de nødstedte.
Kl. 23.40 blev indsatsen indstillet, da der ikke blev fundet nogen tegn på, at nogen var i havsnød eller havde brug for hjælp. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport mandag.