Netto i Gørlev åbnede for fuld musik
Den tidligere SuperBrugsen i Gørlev har skiftet ham og sprang ud som en ny, flot Netto.
Af Charlotte Koefoed Charlotte@tv-kalundborg.dk
Gørløverne var fra morgenstunden mødt massivt op for at byde deres nye Netto velkommen.
Netto-bandet stod klar, kunderne stod klar, personalet stod klar, chefer og en enkelt borgmester stod klar, da den nye Netto i Gørlev torsdag morgen kunne åbne dørene, og folk kunne komme ind og handle.
Men forinden havde over 250 nysgerrige fået lov til at kigge ind i den 1000 kvadratmeter store Netto-butik.
Onsdag aften havde Netto nemlig lagt en invitation ud på Facebook, hvor de, der havde lyst, kunne kigge ind og se den nye butik.

Der blev delt gratis morgenbrød ud til de ventende kunder. Foto: Charlotte Koefoed
- Den er virkelig flot. Det var en supergod ide, at vi kunne komme og smugkigge. Og der var goodiebags til de første 150, fortalte Bente Hansen fra Gørlev. Hun var selv en af dem, der fik et smugkig på den nye butik.
Godt tilfreds med ombygningen
Den nye Netto i den tidligere brugs-bygning er blevet filtset op i en lys farve med et stort lysende Netto-skilt og den klassiske Netto-hund på facaden.
Udviklingschef i Salling Group, Carsten Hadsbjerg, var godt tilfreds.
- Vi har forsøgt at tilpasse ombygningen af den tidligere brugs, og det synes jeg faktisk vi er lykkedes ret godt med. VI har totalrenoveret bygningen, og det eneste, der ikke har været rørt ved, er gulv og loft, ellers er alt lavet om. Vi har indrettet os med lager på på førstesalen er der mødelokaler, forklarede han, inden den røde snor blev klippet.
Den opgave var lagt i hænderne på borgmester Martin Damm (V), og han fik forsamlingen til at tælle ned, så butikken kunne blive officielt åbnet.
Inden da havde regionschef Peter Høgh budt velkommen.
Fuldt sortiment
SuperBrugsen lukkede i april måned i år, og siden da har Netto været i gang med ombygningen.
Butikschef Brian Hansen og personalet har haft travlt med at indrette sig i den nye butik. De har indtil for ganske få dage siden holdt åbent i Netto på Roevej. Den er nu lukket.

Personalet i Netto stod klar til at tage imod kunderne. Foto: Charlotte Koefoed
- Vi har glædet os rigtig meget til den nye Netto. Her har vi plads til et fuldt sortiment, og det har vi savnet rigtig meget i den gamle butik, sagde Brian Hansen.
Netto i Rørby åbner til december
Der bygges på livet løs på den nye, store Netto-butik i Rørby. Den åbner den torsdag den 11. december og her vil man, belært af de gode erfaringer fra Gørlev, tilbyde nysgerrige at kigge ind til en 'forpræmiere' aftenen før.
- Det var en stor succes her i Gørlev, så det gør vi igen i Rørby, sagde regionschef Peter Høgh.