Nederlag på udebane

Af Jens Nielsen
De to lokale hold i fodboldens Sjællandsserie, lokalt betegnet som Kontoret / Punkt 1 Ligaen, blev slået på udebane af seriens nr. 1 og 2 på udebane.
Både Raklev og Svebølle var på udebane i weekendens kampe i Sjællandsserien og begge hold måtte tage hjem med 0 point efter nederlag til henholdsvis Slagelse og Tuse.
Henrik Nielsen fra RGI har dette kampreferat:
Raklev fik en dårlig start mod Slagelse og endte med at tabe 3-1.
Slagelse startede i højt tempo og gav Raklevspillerne et chok allerede i det 4. minut, hvor et langt indkast blev forlænget og blev snittet videre i mål. Det var ikke lige den start trænerteamet og spillerne havde drømt om og faktisk havde de talt om i optakten, at spillerne fra kampens start skulle være ”oppe på tæerne” i feltet ved standardsituationer.
Hjemmeholdet fortsatte det gode spil og scorede til 2-0 i kampens 15. minut efter nogle gode kombinationer mellem midtbane og kant i Raklevs højre forsvarsside. Raklevspillerne så noget rystede ud, men fik kæmpet sig tilbage i kampen takket være en meget velspillende Lukas Geisler, som stod fantastisk i målet og reddede flere gode skudforsøg fra hjemmeholdet.
Da Raklev havde travlt med at få styr på Slagelses spillere og på de defensive opgaver, så havde holdet faktisk ikke et eneste målfarligt forsøg i 1. halvleg. Pausen var derfor tiltrængt, hvor spillerne fik ladet batterierne op og trænerteamet fik lagt en plan for 2. halvleg.
Det var et helt andet Raklev hold, der kom fra pause og spillerne havde fået ny tro på at kampen kunne vendes. Spillet blev en del bedre og da Christoffer Thrane blev skiftet ind i 2. halvleg, der begyndte holdet at skabe mere spænding i kampen. Der gik da heller ikke lang tid, førend Christoffer Thrane fik tilkæmpet sig et straffespark, der samtidig gav et gult kort til Slagelses målmand. Marcus Stoltenberg blev naturligvis sat til at sparke straffesparket og han reducerede sikkert til 2-1. Raklev pressede på for en udligning og det var tydeligt, at Slagelse var rystede i denne fase af kampen. Selvom Raklev pressede på, så kom udligningen desværre ikke, da chancerne ikke blev spillet store nok og hjemmeholdets midlertidige målmand ikke blev testet godt nok.
I resten kampen fortsatte Raklev med at presse på for en udligning og Slagelse for at lukke kampen, men det var desværre Slagelse, der fik scoret i kampens overtid til slutresultat 3-1. Det var ærgerligt for de unge Raklevspillere, der ellers viste høj moral efter den dårlige start på kampen.
1-0: Slagelse (‘4)
2-0: Slagelse (’15)
2-1: Marcus Stoltenberg (str. ‘66)
3-1: Slagelse (‘94)
MOTM blev Lucas Boksa. Lucas er sponsoreret af EDC Kalundborg.
Raklevs næste kamp er lørdag den 5. april kl. 14.00 hjemme mod Tuse IF.
Nederlag i overtiden
Lørdag var Svebølle på besøg i Tuse og her blev kampens resultat 3-2
Svebølletræner Jonas Thomsen har dette kampreferat:
En helt utrolig bitter følelse sad vi tilbage med, efter at have indkasseret et mål langt inde i overtiden.
Vi taber derfor en tæt og velspillet kamp i Tuse lørdag eftermiddag.
Sådan er den korte konklusion.
Den lidt længere er uden tvivl at vi igen spillede en rigtig flot kamp, og generelt står rigtig godt på banen, og holder Tuse nede på et minimum af chancer.
Vi har føringen ved pausen efter en rigtig solid første halvleg, hvor gameplanen blev udført til punkt og prikke.
Vi burde med en anelse mere skarphed have ført med 2-0 ved pausen.
Anden halvleg starter med en stor personlig fejl som inviterer et tandløst Tuse hold ind i kampen.
Vi får sat Tuse i gang, og de kommer herefter bedre med.
Vi laver endnu en stor fejl og står forkert på banen, og deres keeper giver en friløber som de scorer på.
Et hårdt slag, som vi måtte kæmpe for at komme tilbage fra.
Vi får udligningen kort før tid, og det ligner derfor et yderst fortjent point.
Men, i 4 min overtid, giver vi et hjørne væk, som de desværre scorer på, og derfor stjæler de alle 3 point.
Vi er ekstremt skuffede over resultatet, og de personlige fejl vi laver undervejs.
Vi gør stort set alt rigtigt, men det er svært at vinde når vi forærer modstanderen mål.
Derfor er der lidt at arbejde med, men 98% af indholdet var super, så det handler for os om at få de sidste procenter med, så vi kan få nogle point med fra anstrengelserne.
0-1 Nick Trier (‘30)
1-1 Tuse (‘55)
2-1 Tuse (‘72)
2-2 Jonas Bengtsson (‘88)
3-2 Tuse (‘90+4)