NCC har afsluttet arbejdet på Asnæsværket
Efter flere års arbejde har NCC afsluttet anlægsentreprisen på Asnæsværket.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
NCC har afleveret sin del af anlægsarbejdet til det kommende CO2-fangstanlæg på Asnæsværket i Kalundborg. Arbejdet omfatter blandt andet fundamenter, bygninger, veje og en opgradering af kajen.
Efter flere års arbejde har NCC afsluttet anlægsentreprisen på Asnæsværket. Arbejdet er udført på et kraftværksområde, hvor eksisterende anlæg har været i drift under byggeriet. Det skriver NCC i en pressemeddelelse mandag.
En af de første opgaver var at etablere fundamentet for det kommende anlæg. NCC’s funderingsspecialister installerede omkring 2.200 jern- og betonpæle med en samlet længde på cirka 38 kilometer. Næsten halvdelen var skråpæle, som blev sat tæt på anlæg i drift, oplyses det bl.a. i pressemeddelelsen.
Et samfundsvigtigt projekt
NCC har siden etableret fundamenter og betondæk og opført tre kompressorbygninger og en fællesbygning. Ifølge virksomheden er der brugt omkring 10.500 kubikmeter beton og 1.200 tons armering til konstruktioner for CO2-fangst- og lagringsanlægget.
”Vi er stolte af at have afleveret vores del af dette komplekse og samfundsvigtige projekt. Anlægget på Asnæsværket er et stærkt eksempel på, hvordan vores kompetencer inden for store og teknisk krævende anlægsprojekter kan bidrage til at udvikle den infrastruktur, der skal understøtte den grønne omstilling,” siger Bjarki Finnbogason, sektionsdirektør for Anlæg under NCC Infrastructure Danmark.
Arbejdet har også omfattet en opgradering af den eksisterende kaj, nye veje, forsyningsledninger og afvandingsløsninger. NCC har desuden omlagt eksisterende rør og kabler og etableret kølevandsinfrastruktur til anlæggets fremtidige drift.