Narkobilist forsøgte at stikke af i stjålet bil
Den 29-årige mand, som havde ført bilen, var påvirket af euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve.
Af Jens Nielsen
En 29-årig mand forsøgte at stikke af fra politiet i en stjålet bil mandag eftermiddag. Biljagten endte på Gåsetoftevej hvor manden blev anholdt.
Mandag midt på eftermiddagen kørte en af politiets patruljer forbi en ældre BMW på Holbækvej i Kalundborg. Patruljens nummerpladescanner registrerede bilen som efterlyst i politiets systemer.
Da patruljen tændte det blå blink, forsøgte bilisten at slippe væk i høj fart. På Gåsetoftevej lykkedes det patruljen at standse bilen og anholde en mandlig fører og en kvindelige passager.
Den 29-årige mand, som havde ført bilen, var påvirket af euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve.
Han blev sigtet for de mange overtrædelser, hvorefter parret fik lov til at gå. Politiet skal nu udlevere bilen til rette ejer.