Når murene smuldrer, er det borgmesterens ansvar
Kalundborgs skoler, daginstitutioner og plejehjem forfalder, og det er ikke tilfældigt. Det er
resultatet af en politisk linje, som borgmesteren har stået i spidsen for i over et årti.
Når man år efter år nedprioriterer almindelig vedligeholdelse for at få budgetterne til at se pæne ud,
så smuldrer murene før eller siden. Det er der, vi står nu.
Jeg har besøgt skoler og daginstitutioner, hvor revner i væggene, slidte gulve og kældre
med skimmellugt er blevet hverdag. Det er ikke bare et praktisk problem. Det er et politisk
valg. Og det valg har borgmesteren truffet igen og igen, mens advarslerne stod i kø fra
medarbejdere, forældre og fagfolk.
Det er blevet for let at kalde vedligehold for “anlæg”, som man kan skære væk uden
konsekvenser. Men konsekvenserne kommer – bare ikke på rådhuset. De kommer i
børnenes hverdag. I medarbejdernes arbejdsmiljø. I forældrenes tillid til kommunen. Når
murene forfalder, forfalder velfærden med dem.
At tale om gode læringsmiljøer og stærke fællesskaber samtidig med, at man lader
bygningerne forfalde, er utroværdigt. Man kan ikke rekruttere medarbejdere til
arbejdspladser, der ligner noget fra en anden tid.
Kalundborg har brug for en langsigtet, bindende vedligeholdelsesplan, der ikke kan barberes
væk år efter år. Og vi har brug for politisk ledelse, der prioriterer velfærd og
hverdagsrammer!Når vi passer på bygningerne, passer vi på hinanden. Borgmesteren har valgt det modsatte alt for længe.
Nikolaj Lykke Vad (S) medlem af kommunalbestyrelsen