Myndigheder advarer mod illegale puff bars og e-cigaretvæsker
Sundhedsstyrelsen advarer nu kraftigt mod brugen af illegale væsker til puff bars og e-cigaretter efter et dødsfald i Danmark, der sættes i forbindelse med et syntetisk cannabinoid.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Dødsfald efter syntetisk cannabinoid: Myndigheder advarer mod illegale puff bars og e-cigaretvæsker
Sundhedsstyrelsen advarer nu kraftigt mod brugen af illegale væsker til puff bars og e-cigaretter efter et dødsfald i Danmark, der sættes i forbindelse med et syntetisk cannabinoid.
Ifølge Retsmedicinsk Institut under Aarhus Universitet har der været et dødsfald som følge af forgiftning med et syntetisk cannabinoid. Sundhedsstyrelsen mangler fortsat oplysninger om de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, men noget tyder på, at e-cigaretter kan have været involveret.
Styrelsen advarer derfor mod at anvende illegale væsker i puff bars eller e-cigaretter.
Ulovligt stof kan være livsfarligt
Dødsfaldet relaterer sig til stoffet 5F-ADB, også kendt som 5F-MDMB-PINACA. Stoffet blev optaget på bekendtgørelsen over euforiserende stoffer i 2017 efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen og er klassificeret som et illegalt rusmiddel. Det er dermed ulovligt at købe, sælge og besidde i Danmark.
Selv en meget lille mængde af det syntetiske cannabinoid kan medføre alvorlig forgiftning og i værste fald dødsfald.
Det er desuden forbudt at sælge og besidde såkaldte puff bars, ligesom det er ulovligt at sælge og besidde illegale stoffer i Danmark.
”Vi er dybt bekymrede over, at der så let kan opnås adgang til et ulovligt produkt med alvorlige og potentielt dødelige konsekvenser. Mange tror at de produkter de køber hos ikke autoriserede butikker udelukkende indeholder nikotin - men det kan indeholde meget andet. Så vi kan ikke advare for meget her. Hold jer fra det,” siger Jacob Møller Antonsen,” overlæge og sektionschef i Sundhedsstyrelsen.
Løbende undersøgelser og overvågning
De retskemiske afdelinger undersøger løbende puff bars og andre produkter, som indleveres via Toldstyrelsen eller politiet. Analyserne foretages blandt andet i forbindelse med ulykker blandt unge, hvor der er mistanke om samtidig indtag af stoffer.
Undersøgelserne kan også ske i forbindelse med beslaglæggelser, eksempelvis hvis der er mistanke om euforiserende stoffer i større partier, der indføres til landet.
Sundhedsstyrelsen overvåger løbende narkotikasituationen i Danmark i tæt samarbejde med politi, Toldstyrelsen, retsmedicinske og retskemiske institutter samt andre nationale myndigheder.
Overvågningen sker desuden i europæisk regi i samarbejde med det europæiske narkotikaagentur, EUDA.