Musikvideo optaget på Røsnæs hos STUB Vingård

Midt i vinterkulden har Sony Music netop udgivet en række musikvideoer der er præget af en gylden og varm, fransk stemning. Men videoerne er optaget på STUB vingaard på Røsnæs i
starten af oktober.

Musikvideo optaget på Røsnæs hos STUB Vingård
De unge, danske topartister Artigeardit og Josva har optaget musikvideoer med Røsnæs som kulisse. Foto: Sony Music

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Da Sony Music i efteråret skulle finde en velegnet lokation til at optage musikvideoen til den nye sang ’Frankrig’ med de unge, danske topartister Artigeardit og Josva, faldt de over de smukt beliggende vinmarker og det unikke vintårn på STUB Vingaard på Røsnæs.

Men hvad har Frankrig med Røsnæs at gøre? 
Jo, det er unægtelig lettere og billigere at fragte kunstnere, teknikere og udstyr til Røsnæs, end til Frankrig, så der blev taget kontakt til vingården, hvor vinbønderne Carl Stub Trock og Karen B. Olsen straks var med på idéen.

Karen Olsen og Carl Stub Trock er ikke typiske TikTok-brugere, endsige fans af de to dygtige kunstnere, der til gengæld er særdeles velkendt hos Karen og Carls børnebørn. Men efter optagelserne lyttes der ivrigt til ’Frankrig’ på vingården på Røsnæs.

Optagelserne fandt sted i starten af oktober, midt i vinhøsten, så kunsterne og deres crew nød godt af de
modne vindruer, der kom til at spille en rolle i flere af videoerne, der er optaget i de smukt beliggende
vinmarker ned til Kalundborg Fjord og omkring vintårnet på bakketoppen.

Sangen og musikvideoen, der netop er udkommet på forskellige SoMe-platforme, har fokus på det søde
festliv og på champagne, så stemningen i vinmarken passer perfekt til temaet. Andre videoer viser klip fra
processen og optagelserne, hvor kunstnerne f.eks. kører ture i vingårdens golfbil, smager på druerne - eller
spiller musik for dem.

Karen Olsen og Carl Stub Trock optræder selv i en af videoerne, der forhåbentlig kan øge kendskabet
til Røsnæs blandt de unge - selv om Røsnæs altså stadig ligger på Sjællands vestkyst, og ikke i Frankrig. 

Del