Motorvej: Vil aflaste trafikken i 2025

Meget lange bilkøer er helt normalt, når man kører mod Kalundborg i morgentrafikken og ligeledes, når man skal ud af byen om eftermiddagen. Men nu er der forhåbentlig håb forude fra 2025.

Motorvej: Vil aflaste trafikken i 2025
Der blev kigget på Vejdirektoratets plancher over den kommende motorvej til Kalundborg på mødet i Svebølle Hallen tirsdag aften, hvor knap 300 borgere var mødt op. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag aften var der møde om Kalundborg Motorvejen. Mødet foregik i Svebøllehallen, og knap 300 borgere var mødt op til mødet, som Vejdirektoratet stod bag.

Projektet med forskellige til- og fravalg har været i høring, og der er afholdt flere borgermøder således også tirsdag aften i Svebølle Hallen, hvor der stod plancher med information om arkæologi, geotekniske undersøgelser samt ekspropriation. Aftenens møde handlede om strækningen fra Tømmerup til Svebølle.

Meget lange bilkøer er helt normalt, når man kører mod Kalundborg i morgentrafikken og ligeledes, når man skal ud af byen om eftermiddagen. Men nu er der forhåbentlig håb forude fra 2025.

Kryds skal afhjælpe trafikken

Deletape fire - strækningen fra Tømmerup til Svebølle. Denne deletape er den sidste af de fire deletaper, der mangler på den sidste strækning af Kalundborgmotorvejen, men projektleder ved Vejdirektoratet, Christian Tolderlund, fortalte på mødet, at til trods for, at det er den sidste deletape, bliver det den etape, man tager hul på først, og det sker allerede i 2024. Christian Tolderlund begyndte med en kort gennemgang af motorvejsprojektet, og fortalte om rundkørslen ved Tømmerup, idet denne skal ombygges til et stort signalreguleret kryds.

Når man kommer fra motorvejen, vil der være helt op til fem spor, der leder ind til forskellige dele af Kalundborg, og der vil, på samme måde, være flere spor, der leder ud af byen også. Lyskrydset bliver gearet til at kunne rumme trafikken, der skal ind og ud af Kalundborg, og vi ved, at der i de kommende år vil være mere trafik grundet alle de håndværkere, der arbejder på Novo sitet. Det nye kryds forventes at stå delvist færdigt i 2025, og vil kunne gøre en stor forskel i morgentrafikken, hvor folk holder i lange køer, som det er nu, ind mod Kalundborg. Men krydset vil ikke kunne løse de problemer, man oplever om eftermiddagen. Det vil først ske, når vi slutter det sidste ben til – altså slutter motorvejen til det nye kryds,” fortæller han, og fortsætter: ”I en periode, mens vi bygger, vil det måske være lidt værre nogle steder, inden det bliver godt. Men det vil være muligt at etablere uden de helt store gener. Der vil dog være tale om en lavere hastighed generelt på strækningen.”

Kommunen har øje for erhverv og infrastruktur

Direktør i Kalundborg Kommune, Michel van der Linden, deltog også i mødet tirsdag aften, hvor han fortalte om kommunens planer for nye erhvervsarealer samt planer for at forbedre Kalundborgs infrastruktur.

Kommunalbestyrelsen har lavet en langsigtet plan i samarbejde med motorvejsprojektet. Man har længe i kommunalbestyrelsen haft et ønske om at skabe en direkte forbindelse mellem Rute 22 og Rute 23, som ligger mere mod øst end Hovvejen gør i dag. Man vil lave en bedre vej mellem Holbækvej og Rute 22 med udgangspunkt i Kærbyvej, Men nu skal I ikke gå ud og sige, at når motorvejen er færdig, kan man køre direkte mellem motorvejen og Rute 22. Det er et langsigtet projekt, og der skal være både tid og penge, før det kan sættes i gang,” fortæller han.

Kan være en frustrerede proces

Lise Frederiksen fra Vejdirektoratet fortalte, at man har lavet hovedparten af undersøgelserne af jordbundsforholdene. Men at der kan blive behov for lidt flere prøver. Ligeledes laves der arkæologiske forundersøgelser, de er igangsat i september 2023 og fortsætter i 2024.

Hun fortalte ydermere om Ekspropriations kommissionen, der er uvildige og skal varetage borgernes rettigheder i forbindelse med, at man opkøber jord fra de berørte borgere.

”Som lodsejer kan det være en lang og frustrerende proces, det ved vi. Men vi forsøger at holde en god tone, da det er den måde tingene løses bedst. Man kan selvfølgelig være meget berørt af den situation, man står i, og det har vi også forståelse for,” sagde hun på mødet.

Forespørgsler på støjvolde og cykeltrafik

Mange af spørgsmålene fra de fremmødte borgere gik på støjvolde, cykeltrafik, regnvandsbassiner og oversvømmelser. Bl.a. vil Vejdirektoratet se nærmere på cykeltrafikken, da flere borgere gjorde opmærksomme på et problem for netop cyklisterne med vigepligt, hvilket betyder, at de aldrig kommer over i morgentrafikken, hvis ikke det bliver ændret.

Vejdirektoratet fortalte, at man laver støjvolde, hvor det er muligt, som støjafskærmning, men når man laver en støjvold, skal den laves dobbelt så høj som en støjskærm for, at man får samme effekt.

”Mange synes, at en støjvold er pænere end en støjskærm, så vi gør det, hvor vi kan. Men vi er nødt til at vurdere, hvorvidt den dæmper støj. Vi skal kunne dokumentere, at den giver en reel støjdæmpning for at kunne lave en,” fortæller Lise Frederiksen og Christian Tolderlund.

Tegninger fra mødet bliver lagt ud på Vejdirektoratets hjemmeside, ligeledes vil Kalundborg Kommune lægge tegninger ud fra mødet i Svebølle Hallen tirsdag aften

Kalundborgmotorvejen skal stå færdig i 2028 har Vejdirektoratet tidligere oplyst.

Del