Motocross-eliten kæmper om DM i Svebølle

Svebølle Motocross Klub har flere gange tidligere, bl.a. sidste år, været vært for DM løb på banen i Svebølle.

Motocross-eliten kæmper om DM i Svebølle
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Søndag den 26. maj kommer Danmarks bedste motocrosskørere til Svebølle for at kæmpe om DM point til tredje afdeling af det danske mesterskab. Et mesterskab der er utroligt tæt før søndagens ræs.

Den utroligt publikumsvenlige Svebøllebane, kommer til at danne rammen om en tæt kamp om pointene, hvor Jakob Kjær Nielsen kommer med den røde frontnummerplade som det synlige bevis på, at han fører DM i MX1 klassen. Blot 1 point efter sig har han imidlertid sin teamkammerat Glen Meier fra RGS Suzuki Schneider Racing, som utvivlsomt vil gøre alt hvad han kan for at overtage den røde frontnummerplade.

De to kommer imidlertid ikke til at kunne kæmpe alene om pointene i MX1 klassen, da feltet tæller en lang række af kompetente kørere, heriblandt hjemmebanekører Lucas Sandbye Ankjær, som pt. er nr. 5 i stillingen, men altid er utroligt velkørende i Svebølle, og absolut er podiekandidat.

I MX2 klassen er historien præcis den samme, men blot hvor det er Magnus Smith der kommer med den røde frontnummerplade og fører med blot 1 point over sin teamkammerat Nicolai Skovbjerg - begge fra Wozniak MX Racing Team. Men præcis som den anden klasse vil der også være andre der har planer om at blande sig i den sjove ende af feltet, lige fra de unge løver til de mere rutinerede kræfter. Og blandt de rutinerede finder vi lokale Thomas Rasksen, som ikke har kørt DM på højeste niveau siden 2019, men stiller til start på sin hjemmebane på søndag.

I den mindste klasse for junior 85cc kørerne er de to førende ikke fra samme team, men til gengæld er de fra samme klub, og den klub er Svebølle Motocross Klub. Det er Bertram Thorius der møder op på hjemmebanen med den røde frontnummerplade, og det er klubkammeraten Storm Maymann der kommer som nr. 2 i mesterskabet, og vil forsøge at tage føringen med sig hjem.

I 85cc klassen er Svebøllekører Storm Askbo også med i stillingens top-10, mens det også er her vi finder den eneste deltagende pige i form af Jasmina Rasksen, der sammen med lillebror Nicholas Rasksen også er på hjemmebane.

Søndag d. 26. maj i Svebølle krydres eventen med gratis adgang til ryttergården, hvor du kan komme helt tæt på kørere og Teams, og med en solbeskinnet publikumslangside, hvor øl og pølser er inden for overskuelig afstand.

Svebølle Motocross Klub er klar til at tage rigtig godt imod publikum, når første heat sættes i gang kl. 11 på Svebøllebanen på søndag.

Svebølle Motocross Klub har flere gange tidligere, bl.a. sidste år, været vært for DM løb på banen i Svebølle.

Se mere på www.DMmotocross.dk

Del