Mistillid eller tillid til Region Sjælland?

Mistillid eller tillid til Region Sjælland?

Læserbrev: Mistillid eller tillid til Region Sjælland?

Regeringen forventer, at vi som borgere skal kunne have tillid til vores sundhedsvæsen, mens de samtidig accepterer, at en instans Jobcentrene (JC), oprettet af samme regering ingen tillid har til samme sundhedsvæsen, som det forventes, at borgerne har tillid til.

JC henviser igen og igen til samme undersøgelser i sundhedsvæsenet for at få belyst, at borgeren har den samme diagnose, som er årsag til sygemeldingen og til at borgeren ”ønsker” fleksjob eller førtidspension.

Der fortolkes på sagsakter, patientjournaler, diagnoser, selv ord som permanent og varig fortolkes.

Hvis ikke Jobcentret har tillid sundhedsvæsenet, hvordan kan det så forventes, at borgere og patienter skal kunne have det?

Hver gang JC fortolker på sagsakter og helbredsmæssige oplysninger og henviser til vurderinger i sundhedsvæsenet øger det ventelister og tager varme hænder fra hospitalerne.

Hver gang JC fortolker på speciallægeerklæringer og statusattester, skal egen læge komme med en ny vurdering og attest. Det øger ventetider hos egen læge og tager varme hænder fra lægehusene.

Hver gang JC leder efter nålen i høstakken til brug for raskmelding, belaster vi vores sundhedsvæsen og øger ventelister for de borgere og patienter, som virkelig har behov for hjælp og behandling.

Det forhaler sager med borgere, som har mulighed for at vende tilbage på arbejdsmarkedet, men som grundet ventetider i kommunalt regi og i sundhedsvæsenet parkeres på overførselsindkomster indtil deres sag er belyst eller overbelyst i JC.

Når sager overbelyses i JC og dermed også i sundhedsvæsenet øges mængden af dokumentation og dermed risikoen for fejl og behovet for yderligere belysning af  diagnoser, øger yderligere belastningen på sundhedsvæsenet.

Borgerne presses så voldsomt af alenlange sagsforløb, at de får systemstress, men dette anerkendes ikke som en diagnose. JC kan dermed forsvare at parkere borgere på ressourceforløb eller kontanthjælp, fordi udredning og behandling i psykiatrien er aktuel, men ikke faktuel.

JC anerkender ikke det pres de udsætter borgerne for og diagnosen systemstress er ikke en officiel diagnose i psykiatrien, derfor kan dette fortsætte og gentages igen og igen og ved afgørelser om fleksjob eller førtidspension igen efter 5 år, alt efter fortolkninger i JC. JC øger behovene for udredning i somatikken og psykiatrien, ofte imod borgernes ønsker, samt presser et i forvejen presset sundhedsvæsen på baggrund af mistillid til sundhedsvæsenet.

Som fagperson i kommunen og sundhedsvæsenet er man afhængig af sine borgeres og patienters individuelle tillid og samfundets kollektive tillid. Hvordan skal fagpersoner, hvis arbejde igen og igen underkendes kunne opbygge tillid og hvordan kan det forventes, at borgeren og patienten skal have tillid til fagpersoner, som ikke har tillid til hinanden eller borgeren og patienten?

Tillid er en følelse af, at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget og hvis man som borger eller patient oplever, at blive mødt af et system bygget på mistillid endda indbyrdes, så fremmes mistilliden frem for tilliden og systemet får tilbage af samme skuffe.

På hvilket grundlag, skal vi have mistillid eller tillid til Region Sjælland?

Maria Farrel Larsen

Borger i Kalundborg Kommune og patient i Region Sjælland

Del