Minister besøgte verdens største enzymfabrik

”Vi leverer til 30 forskellige industrier. Hovedindustrien har i mange år været til vaskemiddelindustrien, men vi leverer også til fødevareindustrien"

Minister besøgte verdens største enzymfabrik
Fødevareminister Jacob Jensen (V) og Rasmus Horn Langhoff (S), formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, besøgte mandag eftermiddag Novonesis i Kalundborg, her sammen med senior director på site Kalundborg, Steen Skærbæk. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fødevareminister Jacob Jensen (V) og Rasmus Horn Langhoff (S), formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, besøgte mandag eftermiddag Novonesis, verdens største enzymfabrik, beliggende i Kalundborg. Her fik de en grundig gennemgang af emnet biosolutions og hvad det er som fremstilles på fabrikken i Kalundborg.

"I Danmark har vi nogle af verdens førende biosolutionsvirksomheder, der leverer løsninger, der gør verden grønnere og mere bæredygtig. Potentialet er endda så stort, at alt også tyder på stor vækst forude. Det skal vi udnytte herhjemme." Sådan skrev Morten Bødskov, erhvervsminister og Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, i et debatindlæg i Finans i sidste uge.

Chr. Hansen fusionerede fornylig med Novozymes, og de er nu sammen blevet til virksomheden Novonesis. Sammen med Carlsberg er de eksempler på danske succeshistorier, hvis produkter sælges overalt i verden. Faktisk har størstedelen af verdens befolkning på en eller anden måde indtaget danskudviklet gær, enzymer eller bakteriekulturer.
 
Mandag var Jacob Jensen så på besøg hos Novonesis i Kalundborg sammen med Rasmus Horn Langhoff, for at blive meget klogere på biosolutions, der dækker over forskellige produkter og løsninger, der alle er forankret i bioteknologi.

Novonesis producerer enzymer og mikroorganismer, som findes i naturen og optimerer til anvendelse i en lang række sektorer såsom industri, transport, landbrug og fødevaresektoren, hvor løsningerne blandt andet bidrager til nedbringelse af CO2-udledningen. 

”Vi leverer til 30 forskellige industrier. Hovedindustrien har i mange år været til vaskemiddelindustrien, men vi leverer også til fødevareindustrien, specielt inden for baking hvor brød bagt med enzymer sikrer blødhed og forlænger holdbarheden, hvilket reducerer madspild og så kommer der alt det andet. Vi er alle vegne, fx indenfor madolie og stivelse til industrien,” fortæller senior director på site Kalundborg, Steen Skærbæk, som forklarede de to politikere om hvad det er som foregår på det store fabriksanlæg i Kalundborg.
 
Jacob Jensen og Rasmus Horn Langhoff blev også informeret om eventuelle udvidelsesmuligheder for fabrikken i Kalundborg, mangel på arbejdskraft og en snak om de mange nye uddannelser der er kommet til Kalundborg i de seneste år og hvilke muligheder det giver for Novonesis.
 
”Jeg har kollegaer på Christiansborg der er imponeret og synes, at Kalundborg får fantastisk meget opmærksomhed og gerne ville have samme muligheder i deres baghave,” fortæller Rasmus Horn Langhoff og Jacob Jensen fortsætter, ”Det er jo sådan, at man på Christiansborg snakker om Novo syndromet, også i forhold til mangel på arbejdskraft.”
 
Novonesis er en global virksomhed med ca. 10.000 ansatte, hvoraf ca. halvdelen er ansat i Danmark og har over 9900 patenter. Sidste år omsatte Novonesis for 27,5 mia. kr.

Del