Miniportræt: Mød Thomas Voss
TV-Kalundborg.dk sætter her i juledagene, og frem til 4. januar 2026, fokus på en række personer, der på hver deres måde gør noget for fællesskabet i Kalundborg Kommune. Der kan være i kraft af deres arbejde, deres frivillig indsats i foreningslivet eller på en anden vis.
I dag kan du møde håndboldtræner Thomas Voss, Raklev Håndbold.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Navn, alder, hvilken by bor du i, - og med hvem - og hvad laver du i dit civile arbejde?
Jeg hedder Thomas Voss og er 54 år gammel. Jeg bor i Kalundborg med min kone Rikke og vores datter Mathilde. Vores søn Rasmus bor i København. Civilt arbejder jeg for Saint-Gobain Denmark som Accounting Process Specialist.
Hvor har du dit virke som frivillig?
Jeg er frivillig i Raklev Håndbold som træner for U15 piger, U18 piger og dame senior. Derudover hjælper jeg håndboldudvalget med lidt opgaver og er administrator i styregruppen bag holdfællesskabet HF Kalundborg. Det er et holdfællesskab mellem Raklev og Rørby fra U15 drenge til herre senior.
Hvad var det, der fik dig til at engagere dig frivilligt?
Jeg har været håndboldtræner i 40 år, og har siden 2009 været træner i Raklev. Jeg er ”opvokset” i en hal, og har siden jeg kan huske været med min far og morbror til håndbold. Jeg har altid elsket at spille selv og startede i en ung alder med at være træner. Da vores børn begyndte at spille i Raklev, så meldte jeg mig som træner og har fulgt dem gennem deres ungdomsår. Selvom de er seniorspillere nu, er jeg stadig ungdomstræner i Raklev, da jeg synes vi har skabt en klub, som skaber gode oplevelser for børn og unge. Samtidig har vi frivillige et godt fællesskab, som jeg elsker at være en del af.
Hvilken forskel håber du, at dit engagement gør for lokalsamfundet?
Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre det interessant for unge mennesker at spille håndbold i et sundt og godt miljø, hvor de nyder at være og samtidig lærer at være en del af et fællesskab. Udover at skabe gode oplevelser for dem der bor i området håber jeg, at vi kan være med til at gøre det interessant for andre at flytte til Kalundborg, hvis de synes vores tilbud til deres børn er spændende.
Er der et øjeblik eller en oplevelse fra dit frivillige arbejde, du er særligt stolt af?
Jeg har haft mange gode oplevelser med mit virke som håndbold træner. En enkelt oplevelse er svær at pege på, men når vores arbejde med holdene pludselig går op i en højere enhed og at vi bare rammer kampen, så bliver jeg glad og stolt.
Udover det sportslige, så bliver jeg glad og stolt, når jeg møder nuværende og tidligere spillere, som møder mig med glæde, og de viser mig og måske endda fortæller mig, at jeg har været med til at give dem nogle gode oplevelser i deres tid som unge håndboldspillere.
Hvordan balancerer du dit engagement med familie, arbejde og fritid?
Jeg er heldig, at jeg har en familie, hvor vi alle er håndboldelskere. Der går meget tid med at være træner, men jeg har altid haft god opbakning fra familien. Samtidig har jeg en fleksibilitet i mit arbejde, så jeg har kunnet passe både håndbold og arbejdet - selv i pressede perioder. Denne fleksibilitet sætter jeg stor pris, da det ellers ikke vil kunne lade sig gøre, at bruge alle de timer, jeg gør, på håndbold.
Hvem eller hvad inspirerer dig i dit arbejde – er der nogen, du ser op til?
Jeg inspireres af mennesker der er passionerede omkring det, de laver. Har været heldig, at møde mange mennesker privat, arbejdsmæssigt og i håndbolden, hvor deres engagement, livsglæde og hårde arbejde har inspireret mig. Alle mennesker har kvaliteter, men de, som giver sig fuldt ud, er, for mig, inspirerende. At nævne nogen specifikt ønsker jeg ikke, men jeg har mange, som har påvirket mig fra familien, arbejde og håndbold-livet.
Hvis du kunne ændre én ting i kommunen i morgen, hvad skulle det så være – og hvorfor?
Jeg ville sammensætte en kommunal bestyrelse med mennesker på de rigtige poster, som ville prioritere Kalundborg Kommune som en kommune, hvor man har ambitioner og visioner sammen med det frivillige foreningsliv. Vi kunne så meget mere i fællesskab med erhvervslivet, men kommunen, har siden jeg startede i 2009 i Raklev ikke haft ambitioner eller visioner på fritidsområdet – desværre.
Når du ikke arbejder eller laver frivilligt arbejde, hvordan slapper du så af?
Jeg nyder at tage på ture med min kone, hvor vi finder tid til at lukke helt ned for det hele og bare nyde livet. Det og samvær/oplevelser med vores børn er noget, som jeg sætter meget højt.
Jeg har generelt et godt netværk, hvor jeg nyder samvær, hygge, padelkampe og andet, og det har stor værdi for mig.