Miniportræt: Mød Per Junge
TV-Kalundborg sætter her i juledagene og frem til 3. januar fokus på en række personer, der på hver deres måde gør noget for fællesskabet i Kalundborg Kommune. Der kan være i kraft af deres arbejde, deres frivillig indsats i foreningslivet eller på en anden vis.
I dag kan du møde Per Junge, frivillig i flere foreninger, blandt andet kulturforeningen Pondus
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Navn, alder, hvilken by bor du i, - og med hvem - og hvad laver du i dit civile arbejde?
Jeg hedder Per Junge, er 54 år, og bor i Kalundborg med min kone Dorthe. Sammen har vi tre piger, hvoraf to læser i København, mens den ældste er flyttet tilbage til Kalundborg sammen med sin mand. Jeg selv er direktør hos Electricom A/S.
Hvor har du dit virke som frivillig?
Hmm mange steder, lokalt her er jeg formand for Kalundborg Brugsforening, Lys på Kalundborg, Pondus, Vestsjællands el-installatørforening og Kalundborgegnens Erhvervsråd. Så er jeg næstformand i Odsherred Erhvervsforum, og med i bestyrelsen i LUMA vores nye ungehus, som en af medstifterne, og selvfølgelig i Electricom A/S og i Tekniq's hovedbestyrelse, og så sidder jeg også med i repræsentantskabet i Dragsholm sparekasse og er med i landsrådet for Coop AMBA.
Hvad var det, der fik dig til at engagere dig frivilligt?
Jeg tror det ligge i min opdragelse. Jeg er født og opvokset på landet og gået på i en mindre friskole, hvor forældreinddragelse var vigtig for at få tingene til at fungerer i dagligdagen.
I min barndom og ungdom var min far fodboldtræner, og ligesom det frivillige arbejde på skolen, kunne jeg se hvilken forskel frivillige trænere og ledere gjorde for mig og mine kammerater i både fodbold- og gymnastikklubber.
Hvilken forskel håber du, at dit engagement gør for lokalsamfundet?
Jeg er af den overbevisning, at hvis man kan byde ind med noget som enten kan hjælpe andre, eller kan være med til at udvikle vores fællesskab, så skal man gøre det.
Er der et øjeblik eller en oplevelse fra dit frivillige arbejde, du er særligt stolt af?
Jeg er meget stolt over den dag, hvor Bent Orla Jørgensen tændte lyset på vores to Gisseløremaster, og hvor det hele blev transmitteret på storskærmen nede på havnen. Det var sådan et øjeblik, hvor Kalundborg var samlet om en fælles sag, og alle var positive over, at nu skete der endelig noget i Kalundborg. Og så er jeg stolt over, at erhvervslivet i Kalundborg er så gode til at stå sammen.
Hvordan balancerer du dit engagement med familie, arbejde og fritid?
Jeg har ikke så frygtelig meget fritid, og min familie ville nok sige at jeg arbejder for meget, både professionelt og frivilligt, men det har jeg altid gjort så det er vel "bare" sådan vores hverdag er, det har selvfølgelig ikke været mulig uden Dorthe, min meget tålmodige kone. Hun har altid haft styr på den private del og på børnene, da de var små, og dybest set er det jo hende skyld, at jeg har kunne være med så mange forskellige steder, og det er jeg hende dybt taknemlig for.
Hvem eller hvad inspirerer dig i dit arbejde – er der nogen, du ser op til?
Positive mennesker som vil fællesskabet og som således ikke bare tænker på sig selv, inspirerer mig i den grad fylder mig med energi.Inderst inde ser jeg mest op til mine forældre. De har formået at leve et langt og lykkeligt liv sammen, de er altid glade og tager imod folk med åbne arme.
Hvis du kunne ændre én ting i kommunen i morgen, hvad skulle det så være – og hvorfor?
Jeg mener KL (Kommunernes Landsforening, red.) bør gå mere til biddet, når de forhandler anlægsloft med regeringen. Der er jo absolut ingen fornuft i at rige kommuner som Kalundborg, ikke kan investere i folkeskoler, institutioner og veje og heller ikke forbedre den løbende vedligeholdelse af en meget nedslidt bygningsmasse pga. anlægsloftet, det er i min bog direkte tåbeligt.
Så hermed en opfordring til Martin Damm: Ud af kontoret og ind på Christiansborg, og bank i bordet, og fortæl at Kalundborg ønsker en drastisk ændring af anlægsloftet, hvis kommunen skal kunne nå at følge med den udvikling der ruller lige nu.
Når du ikke arbejder eller laver frivilligt arbejde, hvordan slapper du så af?
I en travl hverdag, hvor jeg typisk arbejder 6 dage om ugen, nyder jeg bare at være hjemme og sidde og nyde udsigten på terrassen eller i sofaen med benene oppe på bordet. Jeg slapper af til nyheder og en god fodboldkamp. Ellers er min kone god til at planlægge overnatninger rundt i Danmark. , og passer det med enten nyhederne eller en god fodboldkamp, så er alt godt. Er i på ferie sydpå, trækker jeg stikket fuldstændig og holder helt fri.
Rigtig dejlig jul og godt nytår til alle.