Miniportræt: Mød Lise Houkjær

TV-Kalundborg sætter her frem til 3. januar fokus på en række personer, der på hver deres måde gør noget for fællesskabet i Kalundborg Kommune. Der kan være i kraft af deres arbejde, deres frivillig indsats i foreningslivet eller på en anden vis.

I dag kan du møde Lise Houkjær, rektor på Høng Gymnasium og HF. 

Miniportræt: Mød Lise Houkjær
Lise Houkjær er rektor på Høng Gymnasium og HF. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Navn, alder, hvilken by bor du i, - og med hvem - og hvad laver du i dit civile
arbejde?
Jeg hedder Lise Houkjær, er 55 år og bor i Roskilde.

Hvor har du dit virke ?
Jeg har nu i 3 år været rektor på Høng Gymnasium og HF

Hvad var det, der fik dig til at engagere dig gymnasieverden? 

Jeg startede min vej i ledelsen på et lille privat gymnasium med at få ansvar for
fastholdelsesarbejdet. Alle gymnasier oplever elever, der i perioder ikke trives, og jeg
brænder stadig for at hjælpe dem, hver eneste elev er vigtig. Fra at arbejde med elever
blev jeg mere og mere involveret i andre ledelsesopgaver, jeg blev vicerektor og blev så i
2017 første gang rektor. Min drivkraft har altid været at skabe rammer, hvor elever og
ansatte kan trives og udvikle sig.

Hvilken forskel håber du, at dit engagement gør for lokalsamfundet?
Høng Gymnasium og HF er først og fremmest vigtig for lokalområdets unge. Men
gymnasiet er også en arbejdsplads og et mødested for lokale, både når forældre kommer
på skolen til gallafest, eller når det årlige grundlovsmøde tiltrækker familier fra byen.

Er der et øjeblik eller en oplevelse fra dit arbejde, du er særligt
stolt af?
Jeg er stolt hver eneste gang, vi sender en elev ud ad døren med nogle gode år bag sig
og et eksamensbevis i hånden. Hver eneste student er en succes! Jeg er også stolt af, at
vi er lykkedes med sammen at skabe et godt arbejdsmiljø på skolen, det er vigtigt i sig
selv, og det er vigtigt for at lykkes med vores opgave!

Hvordan balancerer du dit engagement med familie, arbejde og fritid?
Mine børn er voksne, og jeg har derfor ikke så ansvar i mit privatliv. Det er dog vigtigt for
mig at leve et rigt og fuldt liv ved siden af arbejdet. Det tror jeg også gør mig til en bedre
leder.

Hvem eller hvad inspirerer dig i dit arbejde – er der nogen, du ser op til?
Min faster, som desværre døde i sommers, var efterskolelærer. Hun var varm, kontant og
kunne rumme og værdsætte alle mennesker, derfor havde hun også i perioder gamle
elever, som havde det svært, boende. Hun er stadig mit store forbillede.

Hvis du kunne ændre én ting i kommunen i morgen, hvad skulle det så være – og
hvorfor?

Der er en alt for stor andel af de unge i Kalundborg Kommune, der ikke får en
ungdomsuddannelse. Jeg kunne drømme om at mange flere fik en uddannelse, fordi
uddannelse er vejen til et sjovere arbejdsliv og mere frihed til selv at skabe sit eget liv.

Når du ikke arbejder eller laver frivilligt arbejde, hvordan slapper du så af?
Det bedste er at være sammen med min familie! Så elsker jeg at rejse, lave mad, strikke.
Jeg har for et par år siden kastet mig over keramik, og det er sundt en gang imellem at
prøve at være nybegynder igen!

Del