Min søns stemme – selektiv mutisme er ikke et valg

Min søn er snart 14 år og står nu over for sit fjerde skoleskift på syv år.
Ikke fordi han ikke kan lære. Ikke fordi han ikke vil.
Men fordi han har selektiv mutisme – en angstlidelse, der gør, at han ikke kan tale i bestemte situationer.

Jeg skriver dette læserbrev, fordi jeg oplever et system, hvor børn med usynlige udfordringer i stedet for støtte mødes med flytninger, brud og manglende kontinuitet – også her i vores lokalområde.

Min søns skolestart var præget af svære oplevelser: Han blev ikke hørt, ikke forstået og gentagne gange udsat for situationer, som for et sårbart barn skabte utryghed. Midt i 1. klasse brød han sammen og stoppede med at tale – først i skolen, senere også derhjemme.

Siden da har han skiftet skole flere gange. Hver gang har han mistet venner og trygge voksne. Hver gang er der blevet startet forfra.

I dag går min søn i 7. klasse. Han er fagligt stærk. Han kan bruge talekort,  kommunikerer på papir, i hans tempo, deltager mere i undervisningen og har opbygget en vigtig og tryg relation til én voksen på skolen. Hjemme fungerer han som en helt almindelig teenager: han laver mad, handler selv og tager ansvar. Han er i tydelig progression.

Alligevel står vi nu igen over for et nyt skoleskift.

Jeg forstår, at selektiv mutisme kan være vanskelig at håndtere i en skolehverdag. Men jeg forstår ikke, hvorfor løsningen gang på gang bliver at flytte barnet i stedet for at give ro, relationel støtte og tid.

Hvilken voksen er det, vi er ved at forme, når et barn igen og igen lærer, at tryghed kan blive taget fra ham?

Min søns egne ord siger det bedst:
“Hvorfor hører ingen på mig? Hvordan kan nogen beslutte ud fra et stykke papir?”

Der er kun ca to år tilbage af min søns skolegang.
Hvorfor kan vi ikke give ham ro til at gennemføre den – med støtte frem for endnu et brud?

Bettina Josiassen, mor til en dreng med selektiv mutisme