Militært materiel fra NATO-styrker til Kalundborg

Forsvaret skriver på det sociale medie X, at der er tale om Host Nation Support, på dansk kaldet værtsnationsstøtte.

Militært materiel fra NATO-styrker til Kalundborg
Her militært materiel på det amerikanske krigsskib USS Gunston Hall, som anløb Kalundborg Havn i sommeren 2022. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Forsvaret oplyser, at der er tale om en planlagt tropperotation med NATO-materiel i forbindelse med, at et område på Ny Vesthavn gøres til et midlertidigt militært område.

Fra mandag morgen og frem til 3. maj, etableres der et såkaldt midlertidigt militært område på Ny Vesthavn i Kalundborg.

Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse søndag aften.

Det fremgik ikke af politiets meddelelse, hvad der skulle ske på området, men Forsvaret skriver imidlertid på det sociale medie X, at der er tale om Host Nation Support, på dansk kaldet værtsnationsstøtte.

- Forsvaret og andre samarbejdspartnere støtter allierede NATO-styrker med transport af materiel gennem Danmark og videre til Østeuropa.

- Opgaven kaldes Host Nation Support og er en planlagt tropperotation, står der i opslaget.

Det er ingen oplysninger om, hvilken NATO-allieret der er tale om. 

Tidligere har Danmark givet logistisk hjælp til USA. Her har man etableret midlertidige militære områder på havne i Aarhus og Esbjerg, skriver Ritzau.

Forsvaret her desuden tidligere meldt ud, at man venter, at Danmark i de kommende år vil skulle yde mere værtsnationsstøtte end tidligere.

Man forventer, at opgaverne vil blive både større og hyppigere, har det lydt.

Midlertidigt militært område etableres i Kalundborg

Del