Mikkel har som den første gennemført ny erhvervsuddannelse

Nu er den første produktør-elev blevet færdig i Kalundborg, og han har afsluttet med et 10-tal.

Mikkel har som den første gennemført ny erhvervsuddannelse
Mikkel Teit Andersen har, som den første, gennemført den nye erhvervsuddannelse som produktør i Kalundborg, endda med et flot 10-tal. Privatfoto

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Siden august 2022 har man kunne uddanne sig til produktør i Kalundborg, og nu er den første produktør-elev blevet færdig – Mikkel Teit Andersen, og han har afsluttet med et 10-tal.

Produktøruddannelsen er et samarbejde mellem Processkolen i Kalundborg - der er en del af Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser - og FGU Nordvestsjælland. Produktøruddannelsen ligger hos FGU i Svebølle, da eleverne her er en del af målgruppen. Mange er skoletrætte, og vil hellere hurtigere ud og i gang på arbejdspladsen. Udover at hjælpe flere gennem uddannelsessystemet, betyder uddannelsens længde på blot halvandet år, at flere kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet, hvilket kan være en fordel for industrien, da der flere steder mangler arbejdskraft.

Begejstret over uddannelsen

”Vi er meget begejstrede, og vi er stolte af Mikkel. Han var FGU elev på industri, og sprang så over på produktøruddannelsen. Han har gjort det rigtig godt, der har været udfordringer, men dem har vi kunne snakke om, og løst problemerne på den måde. Men Mikkel udviklede sig utrolig meget under uddannelsesforløbet, og den kan noget, den uddannelse. Samarbejdet mellem Processkolen i Kalundborg og FGU Nordvestsjælland fungerer rigtig godt,” siger Jimmi Teis Jensen, skoleleder FGU Svebølle, og fortsætter: ”Uddannelsen matcher også meget godt i forhold til vores elever, idet mange af dem er skoletrætte, og de vil hellere hurtigere ud i lære, hvilket de jo kommer forholdsvis hurtigt med produktøruddannelsen.”

Mikkel Teit Andersen er selv glad for at have fuldført uddannelsen, og er ikke i tvivl om, at han kan bruge den til meget.

”Der har været nogle få bump på vejen, men alt i alt har det været en god oplevelse og jeg har fået en god uddannelse, som jeg kan bruge til noget. Det hjælper meget, hvis man er skoletræt, at man kan tage en uddannelse, der ikke er så lang, og at den rent faktisk kan bruges til noget efterfølgende. Man får kurser, som man kan bruge til noget uanset hvad, og det i sig selv giver jo større muligheder for arbejde,” siger han.

Mikkel søger nu arbejde som produktør, men det kan også være maskin- eller smedearbejde.

Produktøruddannelsen styrker industrien

Som produktør arbejder man med produktion i industrien på mange forskellige slags virksomheder, der fremstiller alt fra kemikalier til glas, metal og motorer. Man lærer at klargøre og betjene forskellige maskiner i produktionen. Det kan være forskellige anlæg eller robotter. Det kan også være udstyr til at dreje, bore, svejse og montere med. Man lærer endvidere om lager og logistik, så man kan deltage i styringen af virksomhedens lager samt får certifikat til at køre gaffeltruck. På produktøruddannelsen er man på skolebænken, men primært på praksislæring i værksteder samt ude som lærling. Forskellen fra andre erhvervsuddannelser er dog, at produktøruddannelsen ikke er så lang, da den tager halvandet år.

Ejnar Brühl Andersen er HR Business Partner i NOV, hvor Mikkel Teit Andersen har været i praktik, og han er glad for at have haft Mikkel Teit Andersen i praktik i virksomheden.

”Vi har været glade for Mikkel, men det har da også været udfordrende til tider, når, man er den første på en uddannelse, så kan der være nogle udfordringer. Men Mikkel er en gæv knægt, og vi vil gerne gøre det igen, men nok i større format, så vi har hele hold. Men vi har fået ny direktør, og han skal lige ind i det hele, men ingen tvivl om, at det kunne vi sagtens finde på igen. Vi har at gøre med den lidt tunge målgruppe, og kan vi få dem omskolet til at passe ind i industrien, vil det være perfekt. Uddannelsen kunne sagtens være en rigtig god rekrutteringskanal for os, og uddannelsen er jo netop oplagt herude pga. industrien. Det er der ikke tvivl om,” siger han.

Man kan læse mere om produktøruddannelsen her: https://eucnvs.dk/erhvervsuddannelser/produktoer/

Del