Midt i en høringstid: Klokker på Røsnæs

Midt i en høringstid: Klokker på Røsnæs

Læserbrev - Midt i en høringstid: Klokker på Røsnæs

Kommunalbestyrelsens forslag til lokalplan nr. 593 for et ferie- og fritidscenter på Røsnæs er sendt i offentlig høring med svarfrist den 4. marts.

Projektmager Steen Bosebjerg har præsenteret sit projekt ”Club Røs” som ”en højskoleudgave af Club la Santa”. Efter planen skal centret rumme 120 ferieboliger med plads til 500 gæster samt diverse sports- og idrætsfaciliteter, restaurant, café, to butikker, kunstig badesø, ind-og udkørsel fra Ågerupvej og placering nordvest for Dyrehøjgård 800 meter fra Kalundborg Fjord og 1200 meter fra Sejerøbugten.

Vi er mange, der har skrevet eller er i gang med at skrive høringssvar, og jeg vil gerne opfordre alle, der har interesse for Røsnæs, til at gå ind på Kalundborg Kommunes hjemmeside, finde lokalplan nr. 593 og skrive et høringssvar.

I mellemtiden vil jeg citere denne lille historie fra ”Af en gammel Kunstners Erindringer. Maleren Harald Foss´Studieophold paa Refsnæs og Asnæs og Bramsnæs. Ved Gunnar Foss.”

Historien foregår på Røsnæs ved fyret ca. 6 km fra Røsnæs Kirke i 1905-06:

”Året efter havde jeg det Held, sammen med to Malerinder, at komme til at bo hos den flinke Fyrmesterfamilie, hvor jeg havde det fortræffeligt og fik meget udført. Jeg var på Færde tidligt og sent, altså også efter Solsæt. Således sad jeg en dejlig Aften nede ved Stranden ved Siden af en lille Dam. Langt borte hørte jeg Aftenklokkerne ringe, rigtig nok længe efter Solens Nedgang. Da jeg til en Mand, der stod ved Siden af mig, udtalte, at den Ringer var kommen lidt for sent, gav han sig til at le og sagde, at det ikke var nogen Kirkeklokke, men – Peder Oxes-frøer, der frembragte de stemningsfulde Toner nede i Dammen. Jeg havde aldrig før hørt de musikanter.”

Peder Oxes-frøer eller Klokkefrøer, som vi benævner dem. Jeg håber, vi må nyde klokkefrøerne på Røsnæs mange år endnu, og at I vil tænke på naturen og klokkefrøerne, når I skriver jeres høringssvar om ”Club Røs”.

Venlig hilsen Marianne Carlsson, Ulstrup på Røsnæs.

Del