Midlertidig ’Dronningebro’ sikrer adgang til Middelalderfestival

Medarbejdere fra Jerslev Stilladsservice begyndte arbejdet med at bygge en midlertidig bro mandag morgen. Opsætningen af broen er sponseret af det lokale stilladsfirma.

Midlertidig ’Dronningebro’ sikrer adgang til Middelalderfestival
Mandskab fra Jerslev Stilladsservice har hele mandagen bygget en midlertidig 'Dronningebro' i højbyen i Kalundborg.Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En midlertidig ’Dronningebro’ sikrer, at Kalundborg Middelalderfestival kan få gæster fra Kalundborg Museum over voldgraven til ruinparken, hvor en stor del af den store festival afvikles. Det er Jerslev Stillads som står for arbejdet.

Dronningebroen, der er fra 1995, og som giver adgang til ruinparken, er spærret på grund af råd flere steder og der er ikke lige udsigt til, at skaden bliver udbedret.

Derfor har Museum Vestsjælland været på udkig efter en midlertidig løsning i forbindelse med den store Kalundborg Middelalderfestival, som afvikles den 15., 16. og 17. august, for at få de mange gæster der ventes til festival over voldgraven og til det store festivalområde, som strækker sig fra ruinparken og hele vejen over til Kalundborg Svømmehal.

Medarbejdere fra Jerslev Stilladsservice begyndte arbejdet med at bygge en midlertidig bro mandag morgen. Opsætningen af broen er sponseret af det lokale stilladsfirma.

”Middelalderfestivalen ville blive noget amputeret hvis man ikke kunne kommer over voldgraven og jeg har selv flere gange været til festivalen med min familie, det er noget børnene får meget ud af og så har vi jo grejet, derfor har vi nu bygget en midlertidig bro,” fortæller Dennis Jedig Busk, ejer af Jerslev Stilladsservice.

Hos Museum Vestsjælland er man rigtig glad for løsningen som nu sikrer at gæsterne nemt kan komme fra det ene område til det andet på middelalderfestivalen.

”Jeg har haft fat i kommunen omkring Dronningebroen uden at der er sket noget, men det her bliver så godt, det ville være rigtigt ærgerligt hvis vores mange gæster ikke kan komme over på den anden side uden de skal gå hele vejen udenom, så vi er meget glade for den her løsning,” fortæller Pernille Nielsen, event koordinator hos Museum Vestsjælland.

Del