Mette Touborg fratræder sin stilling som regionsdirektør
Efter eget ønske fratræder Mette Touborg som regionsdirektør i Region Sjælland for at tiltræde en stilling som kommunaldirektør i Odsherred Kommune. Regionsrådet vil på ekstraordinært møde 24. februar behandle spørgsmålet om udpegning af fremtidig regionsdirektør for Region Sjælland.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Mette Touborg takker af efter fire år og to toplederposter i regionen. Først som sygehusdirektør for Holbæk Sygehus og siden efteråret 2024 som regionsdirektør i Region Sjælland.
Der skriver Region Sjælland i en netop udsendt pressemeddelelse.
"Det er et privilegie at have oplevet Region Sjælland indefra og at have mødt så mange engagerede medarbejdere og ledere, der løser regionens opgaver med både høj faglighed og stor omhu. Mange tak for det," siger Mette Touborg.
Hun sender samtidig en tak til hele Regionsrådet for et altid godt og tillidsfuldt samarbejde, som kun har bekræftet hende i, hvor afgørende det er med en lokal og regional politisk repræsentation. Det er med til at sætte de helt rigtige rammer, så man kan løse de vigtige opgaver til gavn for patienter og borgere.
Efterlader Region Sjælland et godt sted
Med Mette Touborgs jobskifte skal der udpeges en ny regionsdirektør til at stå i spidsen for Region Sjælland, frem til den nye Region Østdanmark bliver en realitet 1. januar 2027.
"Jeg vil gerne sige stor tak til Mette for godt samarbejde. Hendes evne til at favne hele organisationen midt i en tid med store forandringer, hvor hun både har haft blik for den overordnede, strategiske retning og samtidig et helt særligt blik for detaljen, har været med til at sikre, at Region Sjælland står et godt sted, hvor vi er klar til at føre sundhedsreformens intentioner ud i livet," siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.
Regionsrådet i Region Sjælland vil på ekstraordinært møde den 24. februar 2026 behandle spørgsmålet om udpegning af fremtidig regionsdirektør for Region Sjælland.