MENY udvider sortimentet og inviterer til smagsprøver
Fredag besøger leverandøren butikken, hvor kunderne kan smage veganske linsedeller og høre om de nye råvarer.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Nye produkter fra Kilic er kommet på hylderne i MENY Kalundborg. Fredag besøger leverandøren butikken, hvor kunderne kan smage veganske linsedeller og høre om de nye råvarer.
Quinoa, bulgur, ris, linser og bønner er blandt de råvarer, som MENY Kalundborg nu har fået et større udvalg af. Butikken har udvidet sortimentet med en række produkter fra Kilic, der også omfatter kerner, frø og couscous.
Det nye sortiment er allerede på hylderne og skal ifølge købmand Peter Egebæk give kunderne flere muligheder for at hente inspiration til madlavningen.
“Vi oplever, at vores kunder gerne vil prøve nye råvarer og hente inspiration fra andre madkulturer. Derfor synes vi, at Kilic-sortimentet passer rigtig godt ind hos os. Der er virkelig mange spændende produkter – og til priser, hvor de fleste kan være med,” fortæller han.
Smagsprøver på linsedeller
Fredag den 2. oktober fra kl. 12 til 18 besøger leverandøren MENY Kalundborg. Her kan kunderne møde folkene bag Kilic og smage veganske linsedeller lavet af røde linser og bulgur. Der vil desuden være tilbud på udvalgte produkter fra det nye sortiment.
“Vi vil gerne gøre det nemt for kunderne at prøve noget nyt. Når man kan smage produkterne, få en idé til, hvordan de kan bruges, og samtidig gøre en god handel, så synes vi, det er den helt rigtige måde at præsentere et nyt sortiment på,” siger Peter Egebæk.
Arrangementet er åbent for alle og finder sted i MENY Kalundborg.