Meget sjældne edderkopper fundet i grusgrav ved Svebølle
Man skulle ikke tro det. Men under grus, sten og solbagte skrænter i Gammelrand grusgrav ved Svebølle gemmer der sig et overraskende rigt dyreliv.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Man skulle ikke tro det. Men under grus, sten og solbagte skrænter i Gammelrand grusgrav ved Svebølle gemmer der sig et overraskende rigt dyreliv. En ny undersøgelse viser, at netop denne grusgrav rummer nogle af Danmarks mest sjældne edderkopper – heriblandt en art, der ikke har været set i landet i 23 år.
Undersøgelsen er gennemført i tre råstofgrave ejet af NCC, herunder Nyrand-grusgraven ved Gammelrand i Svebølle. I alt er der registreret hele 150 forskellige edderkoppearter i de tre grave, svarende til omkring en fjerdedel af alle kendte edderkoppearter i Danmark. Flere af dem er rødlistede og stiller meget høje krav til deres levesteder.
“At en grusgrav kan rumme så mange arter – og så mange krævende arter – er bemærkelsesværdigt. Undersøgelsen viser, at råstofgrave med den rette efterbehandling kan udvikle sig til vigtige levesteder for sjældne smådyr og samtidig være med til at binde vores fragmenterede natur bedre sammen,” siger biolog og araknolog Frederik Leck Fischer, der står bag undersøgelsen.
Overraskende rigt dyreliv
Undersøgelsen blev iværksat af NCC i 2025 for at dokumentere, om virksomhedens arbejde med efterbehandling af grusgrave bidrager til biodiversiteten. Frederik Leck Fischer har haft særligt fokus på de lysåbne og næringsfattige forhold i grusgravene – netop de forhold, som mange sjældne edderkopper kræver.
Resultaterne overraskede selv eksperten. I grusgravene – herunder Nyrand ved Svebølle – blev der fundet 26 arter med meget høje krav til deres levesteder. En andel, man normalt kun forventer at finde i sjældne, intakte naturområder.
Sjældne arter i menneskeskabt natur
Blandt fundene er flere arter, som kun kendes fra få steder i Danmark. Det gælder blandt andet Gul pighånd (Cheiracanthium campestre) og to sjældne arter i slægten Haplodrassus. Fælles for dem er, at de trives i åbne, solrige og næringsfattige miljøer med bar jord – præcis de forhold, der er bevaret og skabt i grusgraven ved Svebølle.
Naturtyper som disse er i kraftig tilbagegang andre steder i det åbne land, hvilket gør fundene i grusgraven ekstra bemærkelsesværdige.
Første fund i 23 år
Den største overraskelse dukkede op i Nyrand-grusgraven ved Svebølle. Her fandt Frederik Leck Fischer edderkoppen Prinerigone vagans – en lille tæppespinder, der kræver både varme og fugt. Arten er kun fundet to gange tidligere i Danmark, senest i 2002.
Fundet i Svebølle er derfor det første i 23 år og samtidig et helt nyt distriktsfund. Hos NCC glæder man sig over resultaterne fra grusgraven ved Svebølle.
“Undersøgelsen viser, at grusgrave kan spille en vigtig rolle for biodiversiteten – også for meget krævende arter som edderkopper. Den viden tager vi med os i vores fremtidige projekter, både under og efter råstofindvinding,” siger Amalie Rasmussen, biolog i NCC Industry.
Fra grusgrav til levested
Grusgrave har ofte et blakket ry, men undersøgelsen fra Svebølle peger på et stort og ofte overset naturpotentiale. Når der arbejdes bevidst med variation, skrænter, bar jord og solåbne flader, kan selv menneskeskabte landskaber udvikle sig til vigtige levesteder for truede arter.
Dermed kan grusgrave som Gammelrand ved Svebølle blive en del af løsningen i en tid, hvor pladsen til vilde arter i det åbne land bliver stadig mindre.