Medarbejder kom i klemme i stenknuser

En kollega fik trykket på nødstoppet og fik manden hjulpet fri af maskinen og den tilskadekomne blev kørt med ambulance til sygehuset for behandling og Arbejdstilsynet er tilkaldt.

Medarbejder kom i klemme i stenknuser
Lægehelikopteren landede på den store parkeringsplads på Asnæs Skovvej, tilhørende Kalundborg Refinery, hvor lægen fra helikopteren undersøgte den tilskadekomne. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Ambulance, lægehelikopter og politi blev mandag formiddag kaldt til en arbejdsulykke, hvor en mand var kommet i klemme i en stenknuser.

Arbejdsulykken er sket hos virksomheden RGS Nordic A/S – Kalundborg på Melby Femvej, hvor en medarbejder kom i klemme i returbåndet til en stenknuser, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En kollega fik trykket på nødstoppet og fik manden hjulpet fri af maskinen og den tilskadekomne blev kørt med ambulance til sygehuset for behandling og Arbejdstilsynet er tilkaldt.

Lægehelikopteren landede på den store parkeringsplads på Asnæs Skovvej, tilhørende Kalundborg Refinery, hvor lægen fra helikopteren undersøgte den tilskadekomne.

Selv om en melding om, at en mand er i klemme i en stenknuser, lyder slemt, så er medarbejderen tilsyneladende sluppet forholdsvis heldigt fra uheldet oplyser politiet og derfor kunne lægehelikopteren også returnere til basen i Ringsted.

”Kollegaen skal lige have et rosende ord med på vejen, han trykker nødstop og får hjulpet manden fri ved hjælp af en jernstang, det er flot arbejde,” fortæller Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Del