Mangler juleværter i lokalområdet

Julen forbindes for mange med familie, traditioner og nærvær. Men for andre kan højtiden understrege ensomhed og savnet af nære relationer.

Mangler juleværter i lokalområdet
På Julevenner.dk er der i år flere, der søger et fællesskab juleaften, end der er værter. Modelfoto:Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På Julevenner.dk er der i år flere, der søger et fællesskab juleaften, end der er værter. Røde Kors opfordrer derfor lokale familier og enlige til at åbne døren og invitere én eller flere med til jul.

Julen forbindes for mange med familie, traditioner og nærvær. Men for andre kan højtiden understrege ensomhed og savnet af nære relationer. Netop derfor har initiativet Julevenner.dk stor betydning for mennesker, der ellers risikerer at sidde uønsket alene juleaften.

Ifølge Røde Kors er der i år en tydelig overvægt af julegæster i forhold til juleværter på platformen, og det får organisationen til at sende en klar opfordring: Har man plads, lyst og overskud, kan en invitation gøre en verden til forskel.

“Julen er for mange tæt knyttet til samvær og traditioner, men sådan er det ikke for alle. Når man vælger at åbne sit hjem for en julegæst, kan det være netop dét, der forvandler en ensom aften til en varm og nærværende oplevelse,” siger Margit Nygård Mikkelsen, sektionsleder for fællesskabssektionen i Røde Kors.

Samarbejde om julefællesskaber

Julevenner er et samarbejde mellem Røde Kors og Boblberg, hvor mennesker, der ønsker at holde jul sammen, kan finde hinanden. På Julevenner.dk kan både værter og gæster oprette opslag og blive matchet til en fælles juleaften.

Her deler brugerne kort information om sig selv, deres ønsker til juleaften og hvor mange, der enten kan inviteres, eller hvor mange man er som gæster. Målet er at skabe trygge rammer for nye julefællesskaber – også lokalt.

Flere gæster end værter

Allerede nu viser opslagene på Julevenner.dk, at der er flere, som søger en invitation, end der er hjem, der åbner dørene. Mange af julegæsterne er enkeltpersoner eller små familier, som mangler nogen at holde jul med. Det kan være studerende, tilflyttere, enlige forældre eller mennesker, der står midt i store livsforandringer.

Fælles for dem alle er ønsket om at være en del af et fællesskab juleaften.

“Vi oplever, at mange rækker ud efter et julefællesskab, og det er meget positivt. Men det betyder også, at der er brug for flere juleværter. Vores erfaring er, at det ofte bliver en lige så stor gave for værterne som for gæsterne, fordi nye mennesker og historier kan gøre julen både varmere og mere meningsfuld,” siger Margit Nygård Mikkelsen.

Sådan bliver du julevært eller julegæst

Det er nemt at tilmelde sig som vært eller gæst på Julevenner.dk:

  • Gå ind på Julevenner.dk og opret en profil
  • Lav et opslag som vært eller gæst med en kort beskrivelse af dig selv og dine ønsker til juleaften
  • Vælg, om du selv vil tage kontakt, eller om frivillige fra Røde Kors skal hjælpe med at finde et godt match

Juleværter kan være både enlige, par og familier – det vigtigste er lysten til at dele juleaften med andre. Julegæster kan både være enkeltpersoner og familier.

For borgere, der ikke er trygge ved digitale løsninger eller mangler en mailadresse, er der mulighed for at få hjælp til oprettelse, så også de kan få adgang til et julefællesskab.

Målet er klart: Ingen skal sidde uønsket alene juleaften. Se mere på www.julevenner.dk

Del