Manglende skarphed og et skuffende resultat

Svebølle måtte tage til takke med en enkelt point efter 0-0 i Vordingborg og Raklev måtte tage hjem fra Solrød med et kæmpe nederlag på 8-2.

Manglende skarphed og et skuffende resultat
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det blev kun til et enkelt point i lørdagens udekampe til de to lokale hold i Sjællandsserien.

Svebølle måtte tage til takke med en enkelt point efter 0-0 i Vordingborg og Raklev måtte tage hjem fra Solrød med et kæmpe nederlag på 8-2.

Svebølles træner Jonas Thomsen har dette referat fra kampen.

”Vi startede kampen med en masse boldbesiddelse, men vi skulle bruge lidt tid på at få sat tingene sammen med kvalitet.

Som første halvleg skred frem, pressede vi Vordingborg langt tilbage på egen banehalvdel, men manglede den sidste skarphed på den sidste tredjedel.

Det bedste forsøg kom fra Danny med et langskud på overlæggeren, og ikke lang tid efter skulle vi nok have haft et straffespark, som på mærkværdig vis ikke blev dømt.
Vi fik rettet lidt ting til i pausen, og satte os igen fuldstændigt på begivenhederne.
Det var ikke mange gange vores modstander var på vores bane halvdel.


Vi skaber nogle rigtig fine muligheder i anden halvleg, men igen mangler der skarphed i både den sidste aflevering, men også på de store chancer vi får til spillet os.
Igen i anden halvleg bliver vi snydt for et klart straffespark, og vi kunne igen undre os over at fløjten forblev tavs.

Vi pressede på flere gange i slutfasen, men det hele forblev uforløst, på en dag hvor vi i den grad kæmpede med skarpheden, og burde have vundet kampen klart.

På den positive side holder vi vores modstander nede på nul chancer, og står generelt rigtig solidt på banen. Så det næstbedste når man ikke kan score, er et clean sheet og det ene point vi så tager med hjem.

Vi ser nu i stedet frem til næste weekends opgør mod Slagelse, som helt sikkert bliver sjovt og intenst!

Svebølle opstilling til kampen: Rasmus Hansen, Noah Pedersen, Andreas Rømer, Nikolaj Toft, Danny Henriksen, Nikolaj Frandsen, Nicklas Nørgaard, Moussa Al Moussa, Lucas Jensen, Jonas Bengtsson, Nick Trier, Mike Jensen, Mathias Petersen og Rasmus Frandsen.

Premierekampen blev et mareridt for Raklev.

Det unge Raklev hold tabte med hele 8-2 til et meget veloplagt Solrød hold i lørdagens udekamp.

Fra Henrik Nielsen, RGI, har dette referat fra kampen.

”Raklev startede ellers kampen godt og havde meget spil på Solrøds banehalvdel, men det skulle vise sig at være kortvarigt, da Solrød bragte sig foran på et langskud efter 25 minutter. Efter føringsmålet så Solrød sig ikke tilbage og scorede kort efter til 2-0, hvor der blev lavet et dumt boldtab på Raklevs midtbane, som straks blev straffet af Solrøds kontramaskine.

Raklev fik et straffespark efter hånd på bolden, som Marcus Stoltenberg scorede sikkert på og reducerede til 2-1. Det gav kortvarigt lidt gejst, men Solrød lukkede 1. halvleg med en scoring i sidste sekund og bragte sig på 3-1 efter endnu en omstilling, som Raklev havde det svært med.

Det virkede som om, at Raklev kom på banen i 2. halvleg med meget lidt tro på, at kampen kunne vendes. Solrød fortsatte med sit omstillingsspil, som Raklev ikke havde noget modtræk til. Solrød bragte sig på både 4-1, 5-1 og 6-1 midt i anden halvleg og Raklev spillerne blev mere og mere frustrerede. For at gøre ondt værre så lavede Raklevs anfører et uheldigt selvmål og bragte Solrød på 7-1.  Markus Stoltenberg fik reduceret til 7-2 efter en solotur fra midten af banen. I kampens sidste minut scorede Solrød til kampens slutresultat 8-2.

Det var en flok skuffede Raklev drenge og trænere, der sagde tak for kampen til hjemmeholdet. Det var tydeligt for enhver, at resultatet i premierekampen var noget uventet, hvor de unge spillere slet ikke ramte dagen og taktikken heller ikke virkede mod Solrøds kontramaskine. Alle mand skal hjem på træningsbanen, hvor weekendens indsats skal evalueres inden næste kamp.

Raklevs opstilling til kampen: Lukas Geisler, Sebastian Skovhus, Marcus Roed Møller Christensen, Cevin Thrane, Simon Müller Nielsen, Mathias Bodboldt, Marcus Stoltenberg, Jonas Stenbæk, Emil Christensen, Malte Melin og Jeppe Søholm Petersen. Reserver: Altin Dina, Lucas Boksa og Gustav Kristensen.

Der var debut til Malte Melin, som er tilbage i Raklev trøjen efter mange år på Midtjyllands fodboldakademi. MOTM blev Marcus Stoltenberg, som scorede 2 mål. Marcus er sponsoreret af Kenneth Melin Murerfirma ApS.

Raklevs næste kamp er lørdag den 22. marts kl. 14.00 hjemme mod Vordingborg IF.

Del