Manglende opbakning til CO2 lagring skal tages alvorligt
Læserbrev: Manglende opbakning til CO2 lagring skal tages alvorligt
En kommunalpolitiker fra Holbæk fortæller i et debatindlæg (SN 11/7) om, hvad der gør indtryk på ham og det samme gør en vinbonde nær Starreklinte (SN 9/7) med udsigten til at lagre CO2 i undergrunden hvor han bor. De insisterer begge på en ”saglig og vidensbaseret debat” for at give plads til fakta, nuancer og handling. Jeg må spørge, om den ikke har været det indtil nu, altså fuld af fakta, nuancer og opfordring til handling?
Jeg hilser velkommen, at der nu er dannet en forening, der melder klart ud, at den er positivt over for CO2-lagring i den lokale undergrund. Så får modstanderne nogen andre end blot interessenterne olie og gas selskabet Equinor og Energistyrelsen at debattere med.
Equinor og staten er begge parter i CO2 Storage Kalundborg, der pt. laver seismiske undersøgelser og har en værdifuld forlomme ift. at få lagringstilladelse og tjene gode penge her på.
Debatten skal også involvere dem som er berørt af projektet, dem som lægger jord til – altså byboere, sommerhusbeboere, landmænd samt ejere og brugere af berørte sårbare naturområder.
Som Klimarådet skriver i faktaarket til rapporten ”Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” marts 2020 (1), der bl.a. ligger til grund for Folketingets aftaler om fangst og lagring af CO2 (CCS), så er det afgørende at den folkelige opbakning til placering af lagre sikres.
Jeg synes ikke at kunne se den opbakning. Efter den offentlige debat samt stemningen på åbne møder at dømme, er mange bekymrede.
Dette underbygges af SNs læserundersøgelse i juli, hvor der spørges ”Hvad mener du om lagring af store mængder CO2 1400 m. under det nordvestsjællandske område? Over 90% af dem som svarer siger ”Stop det, vi kan ikke gennemskue konsekvenserne” eller ”Nej tak, lad os hellere begrænse CO2 udledningen”.
Denne manglende opbakning skal tages alvorligt.
Der er alternativer til det quick-fix som CCS som teknologisk løsning er. Som professor Laura Horn (RUC) skriver i Klimamonitor (2) ”CCS er business as usual, men løser ikke klimaudfordringen” og som professor Niklas Olsen (KU) skriver i Politiken d. 17/7 i overskriften ”Med CCS får de, der forurenede vores klode til at begynde med, lov til at tjene penge på at rydde op” (3), ja så er der mange aspekter af projektet, der trænger til at blive debatteret. Både den teknologiske optimisme, som modsiges af bl.a. FNs klimapanel (4) og udsigten til at forureneren nu også får mulighed for at tjene gode penge ved at rydde op efter sig selv.
Alternativet er en reel grøn omstilling.
Jan Broholm
Kandidat til kommunevalget for Enhedslisten i Kalundborg