Mange mødte op for at blive klogere på en måske kommende energipark
Enhedslistens sekretær på Christiansborg Kristine Clement indledte mødet med information om regeringens pyrolysestrategi og de udfordringer der er i den.
Af Jens Nielsen
Omkring 125 mennesker havde fundet vej til den gamle sukkerfabrik i Gørlev til Enhedslistens informationsmøde om planer for en Energipark i Gørlev. Kommunalbestyrelsen har sendt planerne i høring frem til den 3. november.
Kalundborg kommune har sendt lokalplan for opførelse af en Energipark ved Gørlev i høring, men flere borgere er bekymret, derfor havde Enhedslisten i Kalundborg mandag aften indkaldt til et informationsmøde.
Enhedslistens sekretær på Christiansborg Kristine Clement indledte mødet med information om regeringens pyrolysestrategi og de udfordringer der er i den. Pyrolyse på afgasset gylle fra biogasanlæg er en helt ny industri, der endnu er meget lidt viden om. Miljøstyrelsen skriver i et udkast til vejledning, at der kan frigives kræftfremkaldende PAH-stoffer, PFAS, dioxiner, tungmetaller og en række andre giftige og sundhedsskadelige stoffer ved pyrolyseprocessen.
Kristine sluttede med at fortælle om erfaringer fra Vrå i Nordjylland, hvor borgerne har oplevet store problemer med lugtgener og åndedrætsbesvær ved det anlæg der er opført der. Det er første gang et pyrolyseanlæg er opført i fuldskala omfang.
Efterfølgende fortalte Niels Erik Danielsen om kommunens planer der nu er sendt i høring. Et tillæg til kommuneplanen, en lokalplan, en miljørapport og en visualiserings rapport. Han havde stemt imod at sende planerne i høring, grundet placeringen tæt ved Gørlev og alt for meget usikkerhed i plangrundlaget.
Der var stor spørgelyst og mange kommentarer, om blandt andet beliggenheden som er ca. 800 meter fra Gørlev. Den omfattende trafik der vil blive blev også omtalt.
”Det er jo ikke et møde som skal være i stedet for borgermødet, men mere for at klæde de bekymrede borgere bedre på, og opfordre borgerne til at skrive et høringssvar,” har Niels Erik Danielsen tidligere udtalt.
Kalundborg Kommune har indkaldt til et borgermøde i Gørlevhallen torsdag den 2. oktober 2025 kl. 17.