Mange millioner skal sætte gang i bymidterne

I takt med den teknologiske udvikling er nethandlen blevet en trussel for det lokale handelsliv. Det kan i værste tilfælde have alvorlige konsekvenser for Danmarks mindre byer og de lokale erhvervsdrivende

Mange millioner skal sætte gang i bymidterne
Kordilgade. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Med knap 50 mio. kr. får i alt 16 byer fordelt rundt i Danmark nu mulighed for at skabe mere levende bymidter. To af byerne er Kalundborg og Høng.

I takt med den teknologiske udvikling er nethandlen blevet en trussel for det lokale handelsliv. Det kan i værste tilfælde have alvorlige konsekvenser for Danmarks mindre byer og de lokale erhvervsdrivende, som lider under manglende liv i danske bymidter, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Derfor nedsatte regeringen sidste år et udvalg for bæredygtigt udvikling af bymidter, som fik til opgave at udmønte 142 mio. kr., der skal forstærke landets bymidter og lokale fællesskaber.

Udvalget er nu klar til at udmønte knap 50 mio. kr. til i alt ni projekter, som dækker i alt 16 bymidter rundt i landet. To af disse byer er Kalundborg og Høng.

”Butiksdød og tomme lokaler i bymidter er gift for de lokale fællesskaber. I dag kan du klare shoppeturen fra sofaen. Det er let, men det truer den lokale vækst og jobskabelse. Det har vi ikke råd til,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Udvalget har indstillet i alt fem projekter til tilskud til fysisk omstilling af bymidten, bysamarbejde og virksomhedsudvikling, bl.a. Kalundborg.

Projekter der tager afsæt i en bystrategi, og der indgår både etablering/styrkelse af et privat-offentligt bysamarbejde, fysisk omstilling og kompetenceudvikling af virksomheder i bymidten.

Desuden har udvalget udvalgt til fire projekter, bl.a. i Høng, der modtager midler til langsigtet strategisk planlægning af bymidten og facilitering/udvikling af bysamarbejder.

Kalundborg har fået tilsagn om et tilskud på 6.900.000 kr. og i projektbeskrivelsen står der:

Formålet med projektet er at integrere Kalundborgs vækst og udvikling, som et industrielt og uddannelsesmæssigt knudepunkt i byens handelsmiljøer og bymidte. Det skal ske gennem tre hovedaktiviteter: 1) Håndholdt og individuelt tilrettelagt kompetenceudvikling til bymidteerhvervets medarbejdere og virksomheder for at styrke deres bæredygtighed og tilpasningsevne, 2) modernisering af de primære handelsgaders fysiske attraktivitet og sammenhæng ved at omdanne dem til multifunktionelle grønne, klimasikrede og æstetiske byrum, der inviterer til ophold samt 3) etablering af et formaliseret,

privat-offentligt og blivende bysamarbejde, der skal fungere som styregruppe for projektet og skabe ejerskab for udvikling af bymidten. Projektet vil opkvalificere 50 medarbejdere fra 40 SMV’er og etablere minimum 4 ud af 6 fysiske knudepunkter i bymidten under projektperioden.

Høng har fået tilsagn om et tilskud på 1.000.000 kr. og i projektbeskrivelsen står der:

Projektet har til formål at gøre Høng til en mere levende og dynamisk by ved at udarbejde en bystrategi og etablere et bysamarbejde mellem de lokale aktører. Forinden udarbejdelsen af bystrategien indkøbes ekstern konsulent til at gennemføre en analyse og kortlægning af Høngs udfordringer og udviklingspotentialer, hvorved helheden i strategien sikres. Både den helhedsorienterede bystrategi og det brede samarbejde vil resultere i bedre social sammenhængskraft, fremme af bæredygtige løsninger og attraktive skabte rammer for bosætning, uddannelse og erhverv.

Del