Mange boligejere glemmer det, når frosten kommer

Det er dog, at boligejere er opmærksomme på risikoen for frostskader i vinterhalvåret.

Mange boligejere glemmer det, når frosten kommer

Når temperaturen falder, undlader mange at lukke for vandet til deres udendørs vandhaner, viser en ny undersøgelse. Det kan føre til alvorlige og dyre vandskader, hvis boligens vandrør sprænger på grund af frost.

Der er koldere vejr på vej ind over Danmark, og når frosten sætter ind, øges risikoen for sprængte vandrør og vandskader.

Men en ny undersøgelse lavet af YouGov for Gjensidige og NRGi, afslører, at det langtfra er alle husejere, der husker at lukke for vandet til deres udendørs vandhaner, når temperaturen falder. 

Ifølge undersøgelsen er det således kun hver tredje, der konsekvent lukker for vandet til deres udendørs vandhaner om vinteren. Samtidig svarer hver fjerde, at de sjældent eller kun af og til husker at lukke for vandet – hvoraf syv procent slet ikke er klar over, at det er nødvendigt for at undgå frostsprængninger. 

Manglende opmærksomhed kan føre til store skader 

Det er dog vigtigt, at boligejere er opmærksomme på risikoen for frostskader i vinterhalvåret. Det forklarer byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, Bo Halm Andersen.  

“Min anbefaling er, at man husker at få lukket for vandet til boligens udendørs vandhaner eller sørger for at installere en frostsikker vandhane. Når temperaturen falder, kan frosne rør sprænge og forårsage omfattende vandskader, som ofte er dyre og tidskrævende at udbedre,” forklarer Bo Halm Andersen. 

Enkle råd kan forhindre dyre skader 

Ifølge Bo Halm Andersen er der to ting, man skal gøre for at undgå frostsprængte rør, hvis man ikke har en frostsikker vandhane – lukke for vandet til husets udendørshaner og tømme rørene helt for vand.  

“Det vigtigste er at lukke for vandet og tømme vandhanen helt. Når det er klaret, kan man isolere selve vandhanen for at beskytte mod frost. Og afhængigt af om vandrørene er udenfor eller i uopvarmede rum, kan det også være en god investering at få dem isoleret,” siger Bo Halm Andersen, som tilføjer, at man også kan overveje at investere i en frostsikker vandhane.  

“En frostsikker vandhane er konstrueret således, at vandet automatisk tømmes, når hanen lukkes, og den kan derfor bruges hele året uden risiko for frostskader,” forklarer han.

Tre tips til at frostsikre din udendørs vandhane  

Luk og tøm vandrørene 

Luk for vandtilførslen til boligens udendørs vandhaner og lad vandet løbe ud, så rørene bliver helt tømt. 

Overvej en frostsikker vandhane 

Få installeret en frostsikker vandhane, der automatisk tømmer sig selv for vand og kan bruges året rundt uden risiko for frostskader.  

Isolér hanen 

Beskyt vandhanen med isoleringsmaterialer for ekstra sikkerhed mod frost.  

Del