Lyskryds vil afvikle trafikken bedre end den rundkørsel som findes i dag

Krydset som nu skal erstatte rundkørslen bliver udført så det er relativt let at slutte motorvejsbenet på uden at krydset skal bygges om igen.

Lyskryds vil afvikle trafikken bedre end den rundkørsel som findes i dag
Vejdirektoratets tegning over det kommende lyskryds i Tømmerup

Af Jens Nielsen

Fredag blev der taget første spadestik til 3. og sidste etape af Kalundborgmotorvejen. Motorvejen kommer til at slutte i et stort lyskryds som vil afvikle trafikken bedre end den rundkørsel som findes i dag.

Fredag formiddag blev det første spadestik blev taget ved rundkørslen i Tømmerup i Kalundborg Kommune, hvor den kommende motorvej har sit start- og slutpunkt i vest. Rundkørslen skal bygges om til et lyskryds, der bedre kan håndtere den store trafikmængde, der vil komme i fremtiden. Arbejdet med at ombygge rundkørslen til et lyskryds et så småt gået i gang.

Selv om en række af 'Facebookeksperter' mener at en rundkørsel er bedre end et lyskryds, så fastholder Vejdirektoratet, at det bliver den bedste løsning.

”Et lyskryds er den bedste løsning til at afvikle trafikken, dels kommer der flere baner ind i krydset og dels kan man styre den grønne bølge både morgen og aften,” fortæller Christian Tolderlund, projektchef i Vejdirektoratet, som har flere års erfaring med at bygge motorvej.

Krydset som nu skal erstatte rundkørslen bliver udført så det er relativt let at slutte motorvejsbenet på uden at krydset skal bygges om igen.

Allerede i dag er der ofte tæt trafik omkring rundkørslen, især i myldretiden, hvor mange bilister ender med at holde i kø.

Mens rundkørslen bliver ombygget til et lyskryds, vil der blive taget hensyn til trafikken således, at trafikanter fortsat vil kunne passere igennem som normalt, oplyser Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet anlægger motorvejen i fire deletaper. Strækningen mellem Svebølle og Tømmerup er nu sat i gang, og som det næste vil Vejdirektoratet tage hul på strækningen mellem Knabstrup og Tornved.

130 km/t

Den helt nye motorvejsstrækning på 9 km. som skal bygges mellem Kalundborg og Svebølle bliver forberedt til 130 km/t.

”Den nye strækning af motorvejen er designet til 130 km/t, men det er ikke helt afklaret med politiet hvad hastigheden bliver, men støjberegningerne er lavet ud fra at hastigheden bliver 130 km/t,” fortæller Christian Tolderlund.

Alle 28 kilometer motorvej forventes at stå klar i 2028.

Video: Endelig – Transportminister satte gang i motorvejsbyggeri

Del