Lundbyekomitéen får ny formand efter ti år

Efter mere end ti år i spidsen for Lundbyekomitéen har Holger Prehnum valgt at træde et skridt tilbage og give formandsposten videre.

Lundbyekomitéen får ny formand efter ti år
På komitéens generalforsamling den 2. marts blev Helle Brink valgt som ny formand.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Efter mere end ti år i spidsen for Lundbyekomitéen har Holger Prehnum valgt at træde et skridt tilbage og give formandsposten videre.

På komitéens generalforsamling den 2. marts blev Helle Brink valgt som ny formand. Hun er tidligere sognepræst i Raklev-Røsnæs pastorat og gik på pension i 2024. Nu har hun valgt at engagere sig i komitéens arbejde.

Holger Prehnum fortsætter som menigt medlem og vil dermed fortsat bidrage til arbejdet – dog i en mindre fremtrædende rolle. Samtidig har komitéens sekretær, Anne Esbensen, valgt at stoppe helt efter en årrække, hvor hun både har stået for referater og en række praktiske opgaver.

Ny sekretær bliver Gert Posselt, som allerede er i gang med forberedelserne til næste festival. Han er tidligere redaktør ved Danmarks Nationalleksikon og seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og er nu bosat i Kalundborg.

Forberedelser til festival i 2027

Arbejdet med næste udgave af Lundbyefestivalen, der finder sted i august 2027, er i fuld gang. Festivalen får blandt andet fokus på kunstnerkolonien Hellenerne, der opholdt sig ved Kongstrup Klinter på Røsnæs fra slutningen af 1800-tallet, samt temaet “Guldalderkyster”, som skal munde ud i en udstilling med kystlandskaber fra 1800-tallets guldalder og tiden derefter.

Komitéen søger i den forbindelse fortsat efter privatejede værker og materiale med relation til Hellenerne og andre samtidige kunstnere – samt værker med tilknytning til Kysthospitalet på Røsnæs.

Lundbye i centrum

Selvom nye temaer fylder, er hovedpersonen fortsat Johan Thomas Lundbye, som også vil være repræsenteret på udstillingen. Komitéen arbejder desuden videre med planer om kunstnerisk udsmykning i det offentlige rum i Kalundborg, blandt andet i form af et gavlmaleri og et skulpturelt indslag med relation til festivalens temaer.

Arrangementer og udstillinger

I sensommeren planlægges tre guidede ture i Lundbyes fodspor rundt i Kalundborg, Røsnæs og Asnæs. Derudover afholdes der den 6. september et arrangement på Knabstrup Gods med kunstkoncert, bogudgivelse og rundvisning.

På Kalundborg Museum kan man resten af året opleve en mindre udstilling med fire værker af Lundbye. Udstillingen er blevet til med støtte fra Bent O. Jørgensens Fond og rummer blandt andet motiver fra Kalundborg og omegn.

Del