Lokalt søskendepar kåret som rally talenter
To unge søskende er netop blevet kåret som årets talenter indenfor rally-sporten.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg
Fredag aften blev motorsportens dygtigste hædret ved Motorsport Award i Bredsten. Blandt priserne var Årets Talent i henholdsvis asfaltbanesport, offroadbanesport og rally.
Her fik et lokalt søskendepar en fin placering.
Det drejer sig om søskendeparret Mike og Monika Olivius fra Bregninge, der blev kåret som årets talent i rally.
Søskendeduoen på henholdsvis 20 og 19 år startede i rallysporten i 2023, hvor de endnu ikke kunne køre sammen, da de begge var under 18.
Men efter en sæson med deres far i henholdsvis co-driver- og førersædet, blev Mike og Monika Olivius en duo i 2024, hvor de fik en række tredjepladser i Dansk Super Rally.
Det byggede de videre på i 2025.
2025 blev året, hvor der skulle satses på en hel sæson i DSR.
I sommer hentede de en andenplads ved DM i rallysprint. Og i Dansk Super Rally førte parret klassen helt hen til finalen i Rally Stoholm, men måtte desværre nøjes med DM-sølv.”