Lokale kræfter genåbner Havnsø Fisk

Trekløveret er godt i gang med forberedelserne frem mod åbningen, hvor man begynder med et mindre menukort, der efterfølgende skal vurderes og udvides.

Lokale kræfter genåbner Havnsø Fisk
Tre lokale erhvervsfolk åbner Havnsø Fisk med restaurant og fiskesalg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den tidligere fiskeauktionsbygning i Havnsø har stået tom siden sommeren 2022. Men nu er der igen liv i bygningen, da tre lokale erhvervsfolk åbner Havnsø Fisk med restaurant og fiskesalg.

Det er de tre lokale erhvervsfolk Mogens Pedersen, Thomas Nielsen og Torben Berner, der står bag genopstandelsen med de første åbningsdage i påsken.

“Mogens skulle egentlig give et tilbud på rengøring hos os, men så endte vi med at snakke fisk i stedet,” fortæller Torben Berner, der ejer Vesterlyng Camping.

I gang med forberedelserne til åbning

Trekløveret er godt i gang med forberedelserne frem mod åbningen, hvor man begynder med et mindre menukort, der efterfølgende skal vurderes og udvides. Det samme skal medarbejderstaben, hvor en del af de tidligere medarbejdere har søgt tilbage.

“Vi har fået sammensat et rigtig godt hold, så vi kan klare foråret. Og så udvider vi, når vi kommer tættere på højsæsonen,” forklarer Mogens Pedersen.

Tager udgangspunkt i tidens ånd

Ambitionerne for Havnsø Fisk tager udgangspunkt i tidens ånd.

“Vi vil gerne have en grøn profil og i stor udstrækning arbejde med bæredygtige produkter, hvor det er muligt,” fortæller Thomas Nielsen.

Menukortet bliver 90 procent fisk og skaldyr med klassikere som fish & chips, stjerneskud, fiskefrikadeller og røgvarer. De tre herrer håber, at Havnsø Fiskehus bliver et naturligt omdrejningspunkt på havnen og for resten af lokalområdet.

“Vi satser på, at vi kan få mange fra de lokale postnumre som kunder, ligesom turisterne selvfølgelig også er velkomne. Vi kan i hvert fald mærke, at der er stor lokal opmærksomhed,” fortæller Torben Berner.

Del