Lokal politiker kæmper for en plads i Europa-Parlamentet

TV-Kalundborg mødte EU-kandidat Helle Laursen Petersen fra Kalundborg og fik hende til at svare på fem hurtige spørgsmål.

Lokal politiker kæmper for en plads i Europa-Parlamentet
EU-kandidat Helle Laursen Petersen fra Kalundborg, kæmper for en plads i Europa-Parlementet. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Helle Laursen Petersen er eneste lokale kandidat til søndagens EU-valg som er født, opvokset og stadigvæk bosat i Kalundborg. Hun stiller op for Det Konservative Folkeparti. Nu håber hun på, at kunne flytte til Bruxelles.

TV-Kalundborg mødte EU-kandidat Helle Laursen Petersen fra Kalundborg og fik hende til at svare på fem hurtige spørgsmål. Valgkampen kører på allersidste vers og der er mange der vil have en sidste debat og ikke mindst svar på lige præcist deres spørgsmål omkring EU.

Du er selvstændig erhvervsdrivende igennem mange år, hvad gør du hvis du bliver stemt ind i Europa-Parlamentet?

Så lukker jeg min virksomhed og pakker kufferten og ser frem til fem år som fuldtids/fuldblods-politiker i Bruxelles. Det vil være helt fantastisk at få lov til at arbejde med politik på fuld tid. De sidste 2½ år har jeg både været Regionspolitiker og selvstændig. Nogle gange kan det godt virke for lidt, med 24 timer i døgnet. 

Hvis der var frit valg, hvad vil du så allerhelst arbejde med i Europa Parlamentet?

Jeg har de sidste 1½ år arbejdet med et nyt Europæisk Toldprogram som kommer til at sikre vores grænser i Europa endnu bedre mod narkotikasmugling og ulovlige varer ind og ud af Europa. Det har været, og er en stor succes – Jeg er sikker på at vi ville kunne gentage succesen med migranter og flygtninge. Altså en stærkere ydre europæisk grænse. Det vil jeg rigtigt gerne arbejde med og så brænder jeg selvfølgelig for hele det digitale område. Vi skal lægge pres på de store Tech-giganter som fx TikTok, Instagram og Facebook – Vi skal have helt styr på hvad de viser til vores børn og vi skal selvfølgelig have en mulighed for at kunne komme i kontakt med et supportcenter – Det kan man ikke i dag.

Hvordan tænker du at Kalundborg vil mærke det hvis du bliver valgt ind i Parlamentet?

Jeg håber da at jeg vil få mulighed for at udbrede kendskabet til EU og at jeg vil kunne samarbejde med nogle af virksomhederne i byen omkring den grønne dagsorden. Samtidig håber jeg at få besøg ”hjemmefra” og vise Parlamentet og Bruxelles frem – Måske en eller flere skoleklasser kunne være interesseret i det politiske arbejde, hvem ved måske en praktikant eller to vil komme forbi.

Hvordan har din valgkamp været?

Jeg har været med til mere end 40 debatter, valgmøder, happenings, Grundlovstaler, læserbreve, virksomhedsbesøg og pressedækninger. Valgkamp er benhårdt, men også spændende. I virkeligheden har vi et godt forhold, kandidaterne imellem, og jeg ønsker alle et rigtigt godt valg – Selvfølgelig mest de borgerlige partier. Jeg har passet min virksomhed undervejs og mit politiske virke i Region Sjælland. Jeg vil godt indrømme at jeg glæder mig til at sove længe om en uges tid (altså efter Folkemødet på Bornholm).

Hvordan skal du bruge din valgdag på søndag?

Jeg skal holde en festtale i Jylland lørdag aften, så jeg vågner i et telt søndag morgen. Så vil jeg pakke telt sammen og køre til København, hvor jeg skal følge valget sammen med gode konservative kollegaer på Christiansborg – Det bliver så spændende, især at se de personlige stemmer. Det kræver hårdt arbejde at få personlige stemmer.
Jeg har gjort mit bedste og nu håber jeg bare på at rigtigt mange vil gå ned og stemme på søndag den 9. juni – Det er et af de vigtigste valg vi står overfor i nyere tid, der er krig på det europæiske kontinent, en ekstrem højredrejning i vente og en klimakrise der presser alle, vi skal hjælpe og passer på vores virksomheder og sikre at der skabes vækst og mest af alt tryghed i Europa igen.

Del