Løber Danmark rundt
Det er første gang, at nogen løber Danmark rundt, og turen er på 1.500 km fordelt på 29 etaper.
![Løber Danmark rundt](/media/epyoq2zi/img_2970.jpg?width=50)
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Henrik Elsig Andersen fra Roskilde har siden den 20. juli løbet rundt i Danmark. Helt nøjagtig har han løbet Danmark rundt, når han når Roskilde på lørdag.
Det er første gang, at nogen løber Danmark rundt, og turen er på 1.500 km fordelt på 29 etaper. Henrik Elsig Andersen har dog været nødt til at barbere lidt af turen for at komme i mål på lørdag. Han løber i samarbejde med Kvickly og SuperBrugsen, hvor mange af etaperne begynder og slutter ved butikkerne. Således også i går, hvor han begyndte sin rute fra Kvickly i Kalundborg.
”Jeg mangler nu mindre end 200 km. Jeg har måtte barbere lidt af ruten for at kunne gennemføre, så ruten er på 1.500 km i stedet for 1.700 km. Idéen fik jeg under Corona, hvor jeg begyndte at løbe mere og længere. Det begyndte vel med, at jeg løb fra Frankrig til Danmark for to år siden, og kom så på, at jeg gerne ville lave et tilsvarende projekt igen. Men denne gang i Danmark, da det giver flere mulighed for at løbe med et stykke af ruten,” fortæller Henrik Elsig Andersen.
Løber også for det gode formål
Den friske løber har flere sponsorer, og det gode formål, der doneres til, er et projekt kaldet Indre Styrke, der er et trivselsprogram til udskolingen i folkeskolen, der opbygger elevernes selvværd, selvtillid og mentale sundhed. Indre Styrke fokuserer på at skabe bedre relationer og stærke fællesskaber, hvor alle individer er opmærksomme på deres egen indre styrke – både børn og voksne.
”Det er jo gratis at løbe med, men jeg opfordrer folk til at donere lidt til Indre Styrke, og der har Kvickly og Super Brugsen også hjulpet mig,” slutter Henrik Elsig Andersen af med at fortælle.
Alle kan løbe med
Alle er i øvrigt velkomne til at løbe med, og man bestemmer helt selv, hvor langt man har lyst til at løbe med. Katja og Martin er nogle af dem, der har løbet med flere gange.
”Jeg er kørt fra Ringsted her til morgen for at løbe lidt sammen med Henrik. Jeg har tidligere løbet med fra Herfølge og næsten til Præstø Derudover tog jeg også en lille løbetur sammen med ham ved Klit Møller, fordi vi holdt ferie der alligevel. Henrik har meget selskab, og nogle løber langt, nogle kortere og andre igen flere dage i træk,” fortæller Katja Weber.
Martin er fra Hvidovre og er blevet kørt fra Hvidovre tidligt onsdag morgen, for at kunne løbe en del af ruten sammen med Henrik Elsig Andersen. Etapen begyndte ved Kvickly i Kalundborg.
Man kan nå det endnu
Man kan fortsat nå et løbe med et stykke af ruten, hvis man har lyst. Der er mere information at få på www.loebdanmarkrundt.dk eller på Facebookgruppen Run Around Denmark 2024.